Virksomhed lancerer opfinderkonkurrence

Innovativ. Virksomhed i Sønderborg har iværksat en opfinderkonkurrence. Tanken er at give de danske virksomheder et innovationsskub.

LMT Transmission A/S i Sønderborg er en beskeden virksomhed med 15 medarbejdere, som har en række agenturer på fortrinsvis europæiske kvalitetsgear og motorer.

Men når det gælder innovation, tænker virksomheden stort.

Efter nogle års pause har den nu svenskejede virksomhed genoplivet en af de tidligere ejere Max Mende og John Larsens kæpheste. Det er en opfinderkonkurrence, hvor idéfolk i især de mindre virksomheder kan deltage med deres nye produkter.

- Vi håber, at vi kan inspirere til, at virksomheder får lyst til at arbejde videre ned udvikling, og på lidt længere sigt kan det måske også give os noget salg, siger adm. direktør Kjeld Ahrendsen.

Han glæder sig over, at virksomheden har fået så mange bidrag til konkurrencen om Ole Opfinder Prisen 2007, og at LMT således kan yde sit bidrag til at styrke regeringen og Folketingets bestræbelser på at få innovation højere op på dagsordnen.

I 2001 vandt Gunnar Christensen, direktør for Støvsugerspecialisterne Danmark A/S, opfinderprisen med en fjernstyret eldreven ventilationskanal-rengørings-robotbil, der skyder med tøris og derved fjerner fedt og snavs.fm

LMT Transmission leverer kundespecifikke løsninger til landbrugsmaskinproduktion og den øvrige industri, ligesom virksomheder sælger standardmotorer og yder service.

- fm