Vindmøllerne kommer: Farvel til den røde jomfruhummer på middagsbordet

Energikrisen og klimakampen har fået danske og udenlandske energiselskaber til at søge om tilladelse til at stille havvindmøller op i de danske farvande som aldrig set før. Lige nu behandler Energistyrelsen ikke færre end 37 ansøgninger om at etablere store havvindparker i dansk farvand. Forståelsen er stor, men begejstringen lille i kystkommunerne. Se om det berører din kommune.

Nattens fangst af jomfruhummere ankommer til Gilleleje Havn. Skaldyrene bliver solgt på fiskeriauktion hver dag mellem klokken 7.00 og 10.00. Mathias Svold

Det er højsæson for at fange jomfruhummere i det sydlige Kattegat. Fiskerne trækker trawl over havbunden dag og nat. I Gilleleje Havn på Nordsjællands kyst lander fiskekuttere dagligt kassevis af de eftertragtede skaldyr, som ryger på auktion hver morgen mellem klokken 7.00 og 10.00.

Op mod 40 procent af de hummerne, der bliver solgt på auktionen i Gilleleje, ender deres dage i kogende vand på restauranter ude i Europa, hvor de er eftertragtede på grund af deres særlige røde farve. Resten havner på de danske middagsborde.