Danmark står over for en historisk udbygning af havvind i de kommende år, og i løbet af få år er forventningen, at det kan ske uden statsstøtte. Samtidig kan Danmark se enden på indtægter fra det hidtidige olieeventyr i Nordsøen.
Allerede i forbindelse med Energiaftalen i 2018 blev politikerne enige om, at man skulle finde ud af, hvordan man fremover kan tjene penge på det fremtidige havvindeventyr. En analyse, som »opstiller modeller for, hvordan der kan skabes indtægter til staten som følge af, at vindressourcer udnyttes«, når havvind er blevet støttefri, skulle udarbejdes.
Siden har der været stille omkring sagen, men på det seneste har der bredt sig en bekymring blandt vindindustriens mastodonter og deres organisationer for, at regeringen allerede har besluttet sig for en model med koncessionsbetaling eller »havleje« i retning af det, som kendes fra olieindustrien.
Vel at mærke, inden analysen af de mulige modeller er lavet, eller politikerne har drøftet for og imod de forskellige modeller.
»En dårlig idé«
Derfor har vindindustriens brancheorganisation Wind Denmark sammen med Dansk Industri bekostet at få lavet deres egen analyse med hjælp fra Copenhagen Economics. Konklusionen er, at en model med koncessionsbetalinger eller »havleje« vil gøre den grønne omstilling dyrere end nødvendigt.
»Analysen viser, at det er en dårlig idé, at styre den grønne omstilling efter, at statskassen skal tjene penge på havvind. Det gør det mindre attraktivt for investorer at byde på danske havvindmølleparker sammenlignet med udenlandske havvindparker. Det vil gøre det dyrere end nødvendigt at skaffe den elektricitet, der bruges til den grønne omstilling. Og det vil betyde højere elpriser end nødvendigt for erhvervslivet og private elkunder,« siger Jan Hylleberg, administrerende direktør i Wind Denmark.
Ifølge analysen vil koncessionsbetaling for kommende havvindmølleparker resultere i en forhøjelse af elpriserne, som husholdningerne og erhvervslivet skal betale. Ekstraregningen for de danske elforbrugere vil ifølge Copenhagen Economics løbe op i 400-450 millioner kroner om året, hvis koncessionsbetalingen for eksempel bliver 0,5 millioner kroner per MW.
»El og olie er ikke det samme«
Ørsted, der er en af verdens førende inden for etablering af havvindparker, er enig i analysens konklusioner og mener, at politikerne skal tænke sig grundigt om, før de låser sig fast på en model for koncessionsbetaling, som i virkeligheden hører hjemme i den fossile energiverden.
»El og olie er ikke det samme. Prisen på olie bliver fastsat på et verdensmarked, mens prisen på el fastsættes mere regionalt. Der er nogle nye økonomiske rationaler i spil her omkring den grønne omstilling og omkring elektricitet, som politikerne er nødt til at tage højde for,« siger Ulrik Stridbæk, chef for energiøkonomi hos Ørsted.
De fremtidige havvindparker bliver bygget under forudsætning af, at de i de næste årtier skal levere strøm til den forcerede grønne omstilling, som de danske klimamål om 70 procents CO2-reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050 stiller. Men det kræver en lang række omfattende og ikke altid lige populære politiske beslutninger, hvis den stigende efterspørgsel på strøm skal blive til virkelighed.
Selvom det giver store muligheder for investorerne, giver det også en øget politisk risiko for, at politikerne ikke får truffet de rigtige beslutninger, når det kommer til stykket, så havvindparkerne får overkapacitet.
»Derved opstår der en politisk usikkerhed, som er ny for investorer, så behovet for, at der er stabile, faste og forudsigelige kontrakter mellem investorer og samfundet, er større end nogensinde. Vi og vores investorer kan nok håndtere denne usikkerhed, men for at sikre billigst mulig havvind er det vigtigt, at risici håndteres så effektivt som muligt. Og politiske risici håndteres bedst af samfundet,« siger Ulrik Stridbæk.
Derfor opfordrer Ørsted – sammen med Wind Denmark og Dansk Industri og bakket op af Dansk Energi og Brintbranchen – til, at regeringen holder sig til en såkaldt risikodelingsmodel for udbud eller CfD-model (Contract for Difference, red.), som bliver brugt ved udbuddet af Thor Havvindmøllepark.
Staten kan også tjene på model
Her vinder den tilbudsgiver, der byder ind med det laveste bud på en elpris. Hvis markedsprisen falder under budprisen, betaler staten forskellen op til budprisen. Hvis markedsprisen overstiger budprisen, betaler ejerne af vindmølleparken pengene til staten.
Det gør det lettere for investorerne at få billig finansiering, fordi de er sikrede mod alt for store prisudsving. Modellen, som er udviklet i blandt andet Storbritannien, bliver stadig mere udbredt rundt om i verden. Til gengæld er det en model, der fortsat hører under EUs regler for statsstøtte, og regeringen har måttet afsætte 3,7 milliarder kroner til potentiel betaling til Thor-parkens ejere.
»Branchen er orienteret«
Hos Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet tager man vindindustriens henvendelse og analyse roligt. Energistyrelsen er nemlig i gang med at udarbejde den del af havvindanalysen, som omhandler statens muligheder for indtjening på havvindmøller, og det er vindbranchen orienteret om, lyder det i et skriftligt svar:
»Energistyrelsen er ved at udarbejde analysen med tilhørende modeller. Konkret vil analysen omhandle modeller, som giver staten muligheder for indtjening alene inden for statslige udbud af havvind, for eksempel via risikodelingsmodeller som en CfD-model. Branchen er orienteret om analysen og vil blive inddraget i analysearbejdet,« skriver Klimaministeriet.
Når det gælder det forestående udbud af Hesselø Havvindmøllepark, oplyser ministeriet, at Energistyrelsen er »i gang med at udarbejde deres anbefalinger til støttemodel for Hesselø Havvindmøllepark til brug for et beslutningsoplæg til regeringen«.
