Vinderprojekt til naturcenter på Møns Klint

Det københavnske arkitektfirma PLH arkitekter har vundet den internationale konkurrence om udformningen af det fremtidige Geocenter Møns Klint. Der er tale om et nyt geologi- og naturcenter på 3000 kvadratmeter, budgetteret til at koste 80 millioner kroner.

I alt deltog 292 arkitekter fra ind- og udland, heraf 77 fra Danmark. Konkurrencen er dermed en af de allerstørste, som er afviklet herhjemme.

Geocentret skal med udgangspunkt i det karakteristiske kridtfundament på Møns Klint fortælle historien om Danmarks tilblivelse - om de universelle geologiske processer, der danner og nedbryder landskaber og skaber betingelser for liv i et område, oplyser projektleder Nils Natorp.

Det storslåede sceneri ved Møns Klint, 130 meter over Østersøen, besøges hvert år af 250.000 turister. Naturcentret vil blive opført i løbet af de kommende tre-fire år.

/ritzau/