Vindbranchen i Danmark drømte om et grønt energieventyr – nu har Folketingets partier hugget bremsen i

Vindbranchen er rystet, mens modstandere af havvindmøller ud for Stevns, Nordsjælland og Frederikshavn kan ånde lettet op. Samtlige erhvervsordførere i Folketinget indgik onsdag en aftale om en havplan, som sætter en stopper for vindindustriens vilde drømme.

Esbjerg er Europas største havn for udskibning af vindmøller. Måske skal der skibes lidt færre vindmøller ud de kommende år, efter at Folketingets partier er blevet enige om, at kun én stor åben dør-ansøgning i Nordsøen måske kan blive til virkelighed. Arkivfoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Bo Amstrup

Med den nye aftale om planerne for anvendelse af den danske havbund har et enigt folketing sat en stopper for den meget omdiskuterede åben dør-ordning, hvor store havvindgiganter som Ørsted, CIP, Vattenfall og European Energy selv kan byde ind med, hvor de kunne tænke sig at opstille store havvindparker.

Det betyder blandt andet, at indbyggerne på Stevns og i Frederikshavn ikke kommer til at se havvindmøller så høje som pylonerne på Øresundsbroen i horisonten, og at hummerfiskerne ved Gilleleje heller ikke længere behøver bekymrer sig over udsigten til vindmøller på hummernes ynglepladser.