Villa på Danmarks dyreste vej skulle på tvangsauktion. I sidste øjeblik kom redningen
Der var ellers gæld for 62,6 millioner kroner i boligen.

Der var ellers gæld for 62,6 millioner kroner i boligen.

I dag skulle en fornem adresse have været på tvangsauktion.
Hambros Alle i Hellerup er blandt landets allerdyreste veje at købe fast ejendom på, og villaen på Hambros Alle 14 skulle tvangsauktioners grundet misligholdt gæld i en af i alt syv hæftelser. Tilsammen var der gæld for 62,6 millioner kroner.
Men en refinansiering af Oskar Office har aflyst tvangsauktionen med øjeblikkelig virkning.
Det siger erhvervsmanden Henrik Wessmann Jensen, der er ejer af og bestyrelsesformand for ejendomsudviklervirksomheden Oskar Group, til Berlingske.
Sammen med sin kone ejer han den dyre villa, der blev købt for 18,5 millioner kroner i 2006. Og han er nu glad for, at der er kommet en refinansiering af virksomheden.

»Det sikrer, at vi nu kan kigge fremad og fokusere vores kræfter på at drive forretning. Samtidig er jeg naturligvis rigtig glad for, at det betyder, at tvangsauktionen er blevet aflyst. Jeg havde en klar forventning om, at vi ville ende med dette udfald, men derfor er det naturligvis stadig en lettelse, at der er bragt orden i tingene.«
Henrik Wessmann Jensen erkender dog, at han er ærgerlig over, at tingene udviklede sig, som de gjorde.
Han siger, at det ganske enkelt skyldes, at han havde stillet sidesikkerhed i sin private ejendom, hvor der pludselig kom nogle »uforudsete komplikationer omkring refinansieringen af Oskar Office«.
»Jeg vil ikke lægge skjul på, at det har været et par hårde uger, som jeg meget gerne havde været foruden. Selvom jeg hele tiden har haft en stålfast overbevisning om, at der ville blive fundet en konstruktiv løsning, så er det selvfølgelig ikke en sjov proces at gennemgå. Men sket er sket, tingene er bragt i orden, og det er nu business as usual,« afslutter ejeren af Oskar Office.
Det er ikke kun boligen, som har bragt sved på Henrik Wessmann Jensens pande.
I marts sidste år blev han fundet skyldig i moms- og skattesvig af særlig grov karakter, hvilket udløste seks måneders betinget fængsel og en tillægsbøde på 1,3 millioner kroner.
Det skrev EjendomsWatch dengang.
Blot få måneder senere kunne EjendomsWatch skrive, at Oskar Groups datterselskab ved navn Oskar Byg gik konkurs, og i november 2023 gik også datterselskabet Ejendomsselskabet Hejrevej 5 konkurs.
I april i år skrev mediet Building Supply imidlertid, at Henrik Wessmann Jensen sammen med Jesper Brinkmann, som er administrerende direktør for Oskar Group, havde stiftet et nyt selskab ved navn Oskar Jensen Development.
Ifølge Henrik Wessmann Jensen skal virksomheden agere rådgiver for ejendomsejere.