Videnbaserede møbler er fremtiden

RBM-koncernen, der er landets største producent af kontorstole og, som også fremstiller kantine- og konferencemøbler, inddrager i dag forskningen i udviklingen af nye produkter.

Men der er blot tale om en spæd start, oplyser udviklingsdirektør Lars Ole Rærup, RBM. I fremtiden vil alle nye kontormøbler i vid udstrækning være videnbaserede, spår han.

Redskabet bliver helt nye teknologier, hvor man præcist, i en virtuel verden, kan simulere belastningerne på et menneske, der sidder, står eller ligger.

Samarbejde

Der er vel at mærke ikke tale om fjern fremtidsmusik. Teknologien findes delvist allerede. RBM, der har hovedkvarter i Fjerritslev, har sammen med to andre nordjyske møbelfabrikker, Vela A/S i Aalborg og AP Furniture A/S i Støvring, gennem de sidste par år arbejdet tæt sammen med forskere på Aalborg Universitet om et system, der kan foretage de nødvendige simuleringer.

Resultaterne af samarbejdet er bl.a. brugt i forbindelse med udviklingen af RBMs 1200i serie, som er tegnet af designteamet Harrit & Sørensen A/S og Blum & Balle A/S.

Man er nået så langt, at man har konkrete talværdier for belastninger i ben og ryggen op til halshvirvlerne.

Et skridt videreNu vil nordjyderne et skridt videre, så man ved udviklingen af de næste generationer af stole kan simulere hele ryggen i detaljer.

Bl.a. er det hensigten, at man skal kunne måle belastningen ved forskellige hovedpositioner.

Belastningen på ryggen er nemlig afhængig af, hvordan man vender og drejer hovedet.

I sin yderste konsekvens vil man på sigt kunne opstille grænseværdier for de forskellige belastninger.

Dermed vil man også kunne designe møbler, der dokumenteret vil nedsætte risikoen for nedslidning, selv om man har meget siddende eller stående arbejde.

- Vi skal helst helt derhen, hvor den enkelte bruger slet ikke skal være bevidst om, hvordan han eller hun skal sidde korrekt. Møblerne skal via deres design og konstruktion sikre en optimal ergonomi uden, at det i øvrigt kræver noget særligt af brugeren. Enhver, der har ondt i ryggen, bliver pludselig meget opmærksom på, hvilke stillinger og bevægelser, der gør ondt. Det ubevidste bliver på den måde bevidst. Det er reelt den viden2, vi skal bygge ind i vore produkter, så vi undgår rygsmerterne, forklarer Lars Ole Rærup.

Kritisk rapportRBM blev interesseret i de videnskabelige og dokumenterbare simuleringsværktøjer efter en kritisk rapport fra Syddansk Universitet. Den kritiserede bl.a., at mange virksomheder i flæng benytter betegnelsen ergonomisk uden i øvrigt at kunne dokumentere, hvori det ergonomiske skulle ligge.

- Ergonomisk er ikke bare et positivt ord. Det er også et værdiskabende ord. Derfor er det også et problem, hvis man ikke er i stand til at kunne dokumentere rigtigheden af, at noget skulle være ergonomisk korrekt, tilføjer udviklingsdirektøren.

Han mødes i dag hver anden måned med repræsentanter fra de øvrige virksomheder og universitetet i en styregruppe, hvor man løbende drøfter arbejdet. Projektet har opnået EU-støtte.

Nyt center - takHans kongstanke er, at der på universitetet kan etableres et decideret center for Human Products. Det skal være et højtprofileret center med ergonomi som fokusområde og et center, hvor forskere og industrien har et tæt samarbejde.

- Danmark har en fremtrædende position indenfor ergonomiske produkter. Uagtet den manglende dokumentation er der ingen tvivl om det. Vi skal bare udnytte det og udvikle det til en endnu stærkere styrkeposition, hvor vi får de videnskabelige elementer ind i udviklingen. Vi laver stole, men skoproducenter eller alle mulige andre, der laver slutprodukter, vil kunne høste gavn af et sådant center, hvor man dels vil kunne få simuleringsværktøjer til en udviklings- og testfase, dels overfor omverdenen vil kunne dokumentere, at dette eller hint produkt altså har nogle helt bestemte ergonomiske kvaliteter, forklarer Lars Ole Rærup.