Vi kommer ikke tilbage til det Danmark, vi engang kendte!

Vi mennesker kan holde til rigtigt meget modstand, hvis blot der er en deadline eller en målstreg i horisonten. Det er det, der gør den nuværende krise særligt vanskelig. Vi ved ikke, hvornår den ender, eller hvad der er på den anden side.

Soulaima Gourani, konsulent for nogle af verdens største og mest indflydelsesrige virksomheder, forudser en forandret verden efter coronakrisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Talia Herman

Der har altid været kriser, forstyrrelser og konkurrence, men nu kommer coronakrisen bare så meget hurtigere – og fra en helt uventet side og med langt større kompleksitet, end nogen kunne forudse. Der vil være vindere og tabere.

Sådan var det i 2000, i 2008 og sådan vil det også være i 2020.

Vinderne bliver de virksomheder/mennesker, der er kreative, fremsynede, og som tør. Taberne er dem, der »fryser«, fortvivler og frygter.

Vi står midt i verdens største virtuelle eksperiment, hvor millioner af mennesker nu skal lære online, dele viden online og arbejde sammen online.

Personligt nyder jeg at se, hvordan lærere, yogastudier, frisører, læger etc. allesammen bliver mere kreative i brugen af onlineværktøjer. Med ét er vi allesammen blevet mere »tech-kompetente«, og hvis vi før corona hadede vores mobiler og iPad, kan man vist roligt sige, at vi har fået et nyt og bedre forhold til dem, for de er vores vindue ud i verden. Godt dette ikke skete i 1980erne, siger jeg bare.

Krisen er lært os, »hvor i vores spand, der er huller«, og hvor vi er sårbare mentalt og fysisk, men også hvor godt det er, at vi har teknologi, godt internet og et relativt IT-begavet samfund.

Når det så er sagt, er kunsten at være tålmodig, for vi er ikke igennem krisen endnu.

Når man er midt i en krise, skal man ikke kun igennem den, man skal også lære af den og forsøge at få noget godt ud af den. Kriser som denne kan være svære, især fordi der ikke er en deadline. Vi mennesker kan faktisk stå imod rigtigt meget, og vi kan holde til rigtigt meget modstand, hvis blot der er en deadline eller en målstreg, vi kan se.

Du kan løbe et maraton, fordi du ved, at der kommer en målstreg. Du kan udstå en smerte, fordi du ved, at den slutter. Tænk bare på fødsler. Fysisk smerte er oftere lidt lettere at sætte en dato på. Noget skal hele og gro sammen. Men dér, hvor vi mister tråden, er, når ting bare bliver ved og ved, og vi ikke forstår, hvorfor eller hvornår de mon ender.

Eksperimenter viser, at vi gerne vil vente så længe, vi blot ved, hvor længe vi skal vente. Trafiklyseksperimenter viser, at bilister, der kan se, hvor mange sekunder de skal vente ved rødt lys, venter »med glæde«, mens de, der ikke kan se, hvor lang tid de endnu skal vente, er meget mere utålmodige, vrede etc. i ventetiden (og flere uheld sker).

Det »gode« ved krisen er, at mange føler sig i bedre eller ligefrem i mere kontakt med venner og kolleger.

Det vælter ind med invitationer til online-yogasessioner, virtuelle kurser, digitale vinklubber etc. Nogle føler sig ligefrem mindre ensomme nu og i bedre fysisk form og mindre stressede end før krisen.

Vil vi i fremtiden bedre rumme nye måder at være sammen på? Vil vi se endnu flere nye spændende tjenester, hvor introverte, ældre, kronisk syge, travle familier, ensomme etc. kan spise sammen online, have virtuelle kortklubber etc.?

På min Facebook-profil spurgte jeg, hvad folk savner mest, og de fleste svarer »at give verden et knus«. Hvad er det, vi savner i krisen? Vi savner hinanden.

Tør vi være sammen igen, eller er vi tryggere sammen virtuelt?

Hvad kan du gøre for at hjælpe dig selv og andre ind i Danmark 5.0, som ingen af os endnu kender omfanget af? Én ting er helt sikkert – vi kommer ikke tilbage til det Danmark, vi engang kendte. Til dét er der sket alt for meget, og der er blevet rykket på grænserne og begrænsningerne. Danmark åbner, men ikke nødvendigvis til det, du kan genkende fra før.

For mere inspiration læs dette.