Vestas udvider samarbejde med TPI i Mexico

. Vestas udvider sit samarbejde med TPI Composites, da den danske vindmølleproducent har udnyttet en option for yderligere to produktionslinjer i forbindelse med en allerede indgået kontrakt. Det oplyser TPI i en pressemeddelelse.

TPI skal producere møllevinger til Vestas' V150-4.2 MW-mølle i Matamoros, Mexico. Produktionen ventes at starte i tredje kvartal i år.

- Vi er glade for, at Vestas har valgt at udvide sine forretninger med TPI med tilføjelsen af to linjer i Mexico, siger Steve Lockard, som er topchef for vingeproducenten TPI Composites og nyvalgt formand for den amerikanske vindmølleforening, AWEA, i en pressemeddelelse.

TPI har produceret vindmøllevinger i Mexico siden 2002. Selskabet har hovedkontor i Scottsdale, Arizona, og har produktion i USA, Kina, Mexico og Tyrkiet.

Vestas' V150-4.2 MW-mølle, som selskabet lancerede i juni sidste år med forventede første leverancer i andet kvartal 2019, bruger 73,7 meter lange vinger.

/ritzau/FINANS