Vestas i hårdere konkurrence

Konkurrencen bliver skærpet i vindmølleindustrien, når den franske atomkoncern Areva køber den tyske vindmølleproducent Repower. Det vurderer konsulenthuset Make Consulting.

Den franske producent af atomkraftreaktorer, Areva, vil købe hele Repower, som selskabet i 2005 købte 30 pct. af. Dermed står Vestas nu overfor tre helt store koncerner i vindmølleindustrien. I 2002 gik amerikanske General Electric ind på markedet med købet af det kollapsede amerikanske energiselskab Enrons vindmølleaktiviteter, Enron Wind, mens den tyske koncern Siemens holdt sit indtog i 2004 med købet af danske vindmølleproducent Bonus.

- Konkurrencen bliver absolut øget, og det vil styrke Repower i selskabets internationalisering, da de nu har et større kapitalapparat i ryggen. De bliver selvfølgelig en betydelig større spiller, end de har været før, siger direktør Morten Breum Keller fra Make Consulting til RB-Børsen.

Han tror dog ikke overtagelsen på kort sigt vil true Vestas.

- Det er et godt tidspunkt, da det lige nu er sælgers marked, så der er plads til alle. Så der er ingen trussel på kort sigt for Vestas.

Men nu har vi tre rigtigt store selskaber som konkurrenter til Vestas, og de har rigtigt meget kapital i ryggen, konstaterer han.

Mandagens købstilbud på Repower kommer dog ikke som den store overraselse for Morten Breum Keller, der allerede i 2005 spåede, at Areva ville købe hele Repower.

- Det er ikke nogen som helst overraskelse. De Areva købte de 30 pct. af Repower vurderer vi, at det kun er et spørgsmål om tid før de tager resten. Så det er ingen overraskelse for os.

Areva har rendt rundt i denne her industri i mange år for at finde ud af hvor de skulle investere henne. Valget faldt så på Repower, og så gik de lidt forsigtigt med 30 pct., for at tjekke om det holdt. Det gjorde det, og derfor er det her et naturligt skridt, siger Morten Breum Keller.

RB-Børsen