Vestager giver millionbøder til fem europæiske storbanker

Fem banker har i samarbejde brudt regler for handel på valutamarkedet, meddeler EU-Kommissionen torsdag.

Den britiske bank Barclays er blandt de banker, som skal betale en stor bøde for at agere imod reglerne på valutamarkedet. (Arkiv). Toby Melville/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der vanker millionbøder til fem europæiske storbanker. Det sker, efter at EU-Kommissionen har afsluttet sin kartelefterforskning.

Bankerne får bøderne for at have brudt reglerne for handel på valutamarkedet.

Fire banker, som har indgået forlig, skal samlet betale 261 millioner euro i bøde. Det svarer til cirka 1,94 milliarder kroner.

De pågældende banker er den schweiziske investeringsbank UBS, den britiske bank Barclays, Royal Bank of Scotland og den belgiske bank HSBC.

Derudover får den schweiziske bank Credit Suisse, som ikke har indgået forlig, en bøde på 83 millioner euro. Cirka 617 millioner kroner.

Ifølge Margrethe Vestager, EU-kommissær med ansvar for konkurrencepolitikken, sender kommissionen en klar besked til den finansielle sektor med bøderne.

»Handel med udenlandsk valuta er et af de største finansielle markeder i verden.«

»Det aftalte spil mellem de fem banker underminerede integriteten i den finansielle på bekostning af den europæiske økonomi og forbrugere,« siger hun i en pressemeddelelse.

Kommissionens undersøgelse viste, at nogle handlere for de fem banker har udvekslet følsomme oplysninger og planer for handler. Nogle gange har de koordineret deres handelsstrategier via et online chatrum.

De informationer gjorde det muligt på et uretmæssigt grundlag at tage beslutninger om, hvornår de skulle købe eller sælge valuta, som de havde i deres porteføljer.

Normalt skal de handlende uafhængigt af hinanden tage beslutningerne, hvor der er større risiko for at ramme forkert.

Men når de nogle gange udvekslede information kunne de koordinere og hjælpe hinanden på markedet.

Det måtte de ikke, og derfor straffes de nu med store bøder af EU-Kommissionen.

/ritzau/