Den Internationale Valutafond (IMF) løfter sine forventninger til udviklingen i verdensøkonomien i år.

Det sker i en prognose, der er udkommet tirsdag.

IMF er en organisation med 190 medlemslande, som blandt andet arbejder for at sikre finansiel stabilitet.

Tidligere forventede fonden, at verdensøkonomien skulle vokse med 3,0 procent i år. Den prognose er nu løftet med 0,1 procentpoint.

Selv om der er tale om en marginal ændring, kalder Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, det en positiv overraskelse.

- Det er under normale forhold ikke i sig selv nogen prangende vækst, men set i lyset af de voldsomme økonomiske chok, der har ramt verdensøkonomien, er jeg faktisk ganske imponeret, skriver han i en kommentar.

- Verdensøkonomien har ganske enkelt vist sig langt mere robust over for energikrisen end frygtet.

Verdensøkonomien har i 2026 været påvirket af krig i Mellemøsten, højere energipriser og generel geopolitisk usikkerhed.

En væsentlig del af modsvaret til usikkerheden handler ifølge cheføkonomen om de massive investeringer i kunstig intelligens, der "fungerer som en vækstmotor", skriver han i sin kommentar.

- Samtidig har virksomheder og lande været overraskende gode til at tilpasse sig de høje energipriser og forstyrrelserne i de globale forsyningskæder.

- Det ændrer dog naturligvis ikke ved, at verdensøkonomien fortsat befinder sig i en skrøbelig situation. Væksten er lavere end sidste år, og de økonomiske stødpuder, der hidtil har afbødet konsekvenserne af energikrisen, bliver gradvist tyndere.

Sidste år endte væksten på 3,5 procent.

Også i IMF vurderer man, at verdensøkonomiens modstandsdygtighed er under pres.

Fonden peger blandt andet på et "ekstremt højt niveau" af gæld i store økonomier som en del af risikobilledet.

Derfor har IMF opfordret regeringer til at skære ned på de offentlige udgifter og styre låntagningen bedre.

USA og Frankrig kæmper begge med tårnhøj offentlig gæld.

RITZAU