Verdensbanken genvælger præsident

En enig bestyrelse i Verdensbanken gav tirsdag genvalg til Jim Yong Kim som præsident.

Jim Yong Kim. Fold sammen
Læs mere
Foto: JUSTIN LANE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jim Yong Kim, der er født i Sydkorea, men er amerikansk statsborger, kan således sætte sig i stolen for en ny femårig periode i den mere end 70 år gamle institution, der har til formål at udstede lån til udviklingslande.

Det skriver New York Times.

Genvalget af Jim Yong Kim blev en formsag efter den amerikanske præsident, Barack Obama, i august med opbakning fra Brasilien, Kina og Frankrig nominerede Kim til en ny periode. Således var der ikke andre nominerede, der meldte sig på banen, ligesom det var tilfældet, da den Internationale Valutafond (IMF) genvalgte franske Christine Lagarde som direktør.

I sin første periode har Jim Yong Kim stået for reformer, der har trimmet organisationen i banken og sparet administrative omkostninger for 400 mio. dollar. Dette har langt fra været populært blandt medarbejderne, som gik sammen om et brev til bestyrelsen, hvori de udtrykte, at der herskede en ledelsesmæssig krise i banken.

Bestyrelsen har i pressemeddelelsen om genvalget udtrykt tilfredshed med amerikanerens lederskab og lagde blandt andet vægt på hans mål om at gøre en ende på ekstrem fattigdom inden 2030 og accelerere indkomstvæksten for de 40 pct. fattigste i alle verdens udviklingslande.