-
LAS VEGAS, USA: Noget af det har man ligesom set før. Andet ser rigtigt smart ud. Og noget klør man sig i nakken over - for hvad skal man lige bruge det til? Verdens største elektronikmesse, Consumer Electronics Show (CES) i spillebyen Las Vegas, samler i denne uge omkring 165.000 deltagere i byens ubestridt største arrangement hvert år. En række - mest mindre og nye - virksomheder tyvstarter altid et par dage før åbningen og samles på »CES Unveiled« (CES afsløret) for at vise, hvad de har taget med. Berlingske tog en vandretur blandt standene for at se på bredden.
Berlingske dækker Consumer Electronics Show (CES). Berlingske er inviteret af Branchen Forbrugerelektronik (BFE).1 / 7
-
Hairmax står bag dette laserhårbånd (på kvinden til højre), som ifølge firmaet bruger terapeutisk lysenergi til at stimulere håret, så man modvirker, at håret bliver tyndere, og hårvæksten tager til, og håret bliver fyldigere. Hårbåndet skal blot sidde på mellem 90 sekunder og tre minutter, afhængig af modellen (på hårbåndet, altså).
2 / 7
-
Hos østrigske Luke Roberts viser stifter Robert Kopka her den smarte stuelampe. Den rummer en række pærer, og med telefonen sætter man den så gennem Bluetooth-radioforbindelsen op til at kunne ændre på såvel lysstyrken som -farven og -retningen, afhængigt af om man (som her) læser, ser TV, spiser aftensmad eller foretager sig andre ting, der kræver lys. Lampen har indbygget måler, så den dæmper lyset, når den kan mærke, at der ikke længere er nogen i rummet.
3 / 7
-
Som bekendt går det endog rigtigt skidt med salget af de såkaldte smarture. Kun få kender nogen, der går med den slags. I stedet har det franske Rifft fundet på en smart urrem, så man kan beholde sit eget armbåndsur men udnytte nogle af de nye, teknologiske muligheder i urremmen, som er udstyret med en lille skærm. Der er trådløs forbindelse til telefonen, så man f.eks. kan måle sin puls, se vejrudsigten eller få at vide, når der kommer beskeder på ens telefon. Silikoneremmen er fire millimeter tyk, læderremmen er fem.
4 / 7
-
Her er vi ovre i lidt af et udstyrsstykke - og formentlig med et noget begrænset klientel. Tag VR-brillerne på, læg dig på briksen, tag fat i håndtagene, tænd for blæseren, og - vupti! - du er på flyvetur med vind i håret og det hele. Alle andre i rummet kan kikke med på computerskærmen og se, hvad den flyvende ser i sine briller.
5 / 7
-
Franskmændene er opfindsomme. Her er SmartCane (på dansk: en smartstok) fra Dring Technology. Med indbygget SIM-kort og en højdemåler skal den genskabe selvtilliden hos ældre, der er bange for at falde, når de går rundt. Skulle man falde, registrerer stokken det straks, og så sender den en alarm til det forindkodede telefonnummer, som så kan tilkalde hjælp. Der er også indbygget GPS, så man altid ved, hvor hjælpen skal sendes hen. Stokken kommer til salg i Frankrig til september og vil dernæst nå ud til andre europæiske lande.
6 / 7
-
Det kan være ualmindeligt kedeligt at skulle gå til genoptræning. Derfor har det sydkoreanske Neofect opfundet en såkaldt smart handske (Rapael Smart Glove) - en slags plastikskelethånd, som man fastspænder på sin egen hånd, og som er fyldt med sensorer. Tilkoblet en skærm kan man med den medfølgende software nu gå i gang med imaginært at skære citroner eller gulerødder. Målerne aflæser bevægelserne, og så ser man på skærmen, om det lykkes at skære grøntsagerne i skiver. En række andre træningsøvelser er der også, og til sidst vises på en oversigt, hvor stor bevægeligheden er blevet. Udstyret er tiltænkt folk, der er blevet ramt af en blodprop og skal have fingre og hænder genoptrænet.
7 / 7