Verdens ledere frygter økonomisk nedsmeltning efter terror

Terrorangrebet i Paris får lederne af verdens 20 største økonomier til at frygte yderligere opbremsninger i væksten.

EPA/PETER FOLEY Fold sammen
Læs mere
Foto: PETER FOLEY

I forvejen var der ikke meget at juble over, da lederne fra G20-landene i weekenden mødtes i tyrkiske Ankara for at diskutere verdensøkonomien. Men i stedet for at diskutere den lave vækst, som i forvejen er en realitet i alt for mange lande, så ramte fredagens terrorangreb ledernes optimisme hårdt.

I en udtalelse efter G20-mødet advarer lederne om, at verdensøkonomien kan blive yderligere ramt, fordi der er frygt for yderligere terrorangreb. Bekymringen er blandt andet, at terrorangrebet vil sparke yderligere til forbrugernes mangel på optimisme. En række lande - herunder Danmark - kæmper med, at forbrugerne egentlig har en fornuftig privatøkonomi, men at lysten til at skrue op for forbruget generelt ligger på et lavt niveau. Og et nyt terrorangreb risikerer at puste til den udvikling.

I forvejen bøvler verdens ledere med at sætte fart i en sløv økonomisk vækst. I Kina er væksten i økonomien lavere end håbet - hvilket rammer de øvrige lande hårdt. Japan er ramt af en ny økonomisk opbremsning, og Europa er nærmest notorisk placeret i slæbesporet, når det gælder evnen til at skabe vækst.

Men i stedet for at diskutere den svage økonomiske udvikling så udviklede G20-mødet sig reelt til et møde om terror - og ikke mindst bekæmpelsen af den. Man endte således med at have intense diskussioner om udviklingen i Syrien - bl.a. for at inddæmme de eskalerende flygtningestrømme, man diskuterede IS' fremmarch, og hvordan den kan stoppes, og så diskuterede man, hvordan man kan stoppe terror set i et bredere perspektiv.