Ventet rentestigning vil øge omkostninger for en række boligejere
Boligejere med F-kort-lån og prioritetslån får sandsynligvis højere rente fra 1. juli, siger chefanalytiker.

Boligejere med F-kort-lån og prioritetslån får sandsynligvis højere rente fra 1. juli, siger chefanalytiker.

Når Den Europæiske Centralbank (ECB) med al sandsynlighed sætter renten op torsdag, vil en del af de danske boligejere kunne se det direkte på bankkontoen.
Specifikt gælder det de boligejere, som har et såkaldt F-kort-lån eller et prioritetslån, som er et alternativ til et realkreditlån udbudt af en bank.
Det fortæller Sune Malthe-Thagaard, som er chefanalytiker i Totalkredit.
Forventningen fra markedet er, at ECB vil hæve sin rente med 0,25 procentpoint.
- Det vil betyde i omegnen af 150 kroner i øget rentebetaling efter skat per lånte million, siger Sune Malthe-Thagaard.
F-kort-lån får fastsat renten hvert halve år og skal derfor have ny rente 1. juli. Det er et lån, der har en lavere rente end et fastforrentet lån, men til gengæld kan renten løbende stige eller falde alt efter, hvordan markedet udvikler sig.
Renten på et prioritetslån fastsættes også løbende, typisk fire gange om året.
Selv om ECB endnu ikke har taget beslutningen om at hæve renten, vil det ifølge Sune Malthe-Thagaard være en stor overraskelse, hvis det ikke sker.
- Det er næsten så sikkert som amen i kirken. Langt de fleste er enige om, at der kommer denne her renteforhøjelse, fordi Den Europæiske Centralbank gerne vil være sikker på, at vi ikke får ny markant stigning i inflationen, siger han.
Årsagen til den kommende renteforhøjelse er krigen i Mellemøsten og de stigende energipriser, som er fulgt i kølvandet på krigen.
Det har sendt inflationen op i Europa, hvilket giver ECB en grund til at hæve renten.
ECB har nemlig et mål om, at inflationen skal ligge på to procent på mellemlang sigt. Er inflationen højere, kan højere renter være med til at presse den ned.
Spørger man Sune Malthe-Thagaard, bliver en renteforhøjelse torsdag ikke den sidste af sin slags i år. Han forventer, at ECB allerede igen i juli vil hæve renten.
Markedet hælder generelt mod, at der kommer endnu en renteforhøjelse i september.
Det vil igen hæve rentebetalingen for boligejere med F-kort-lån og prioritetslån.
Ifølge Sune Malthe-Thagaard har omkring en femtedel af dem, som har et realkreditlån, et F-kort-lån.
For boligejere med andre typer lån kommer det an på, hvornår man skal have en ny rente. Har man for eksempel tegnet et F5-lån for et år siden, skal man først have ny rente om fire år.
I den mellemliggende periode betyder det ikke noget for renten, hvad der sker på rentemarkedet.
I løbet af de seneste måneder er renterne dog også kravlet op for nye F3- og F5-lån og lån med fast rente. Det skyldes, at disse lån i høj grad er baseret på forventningen til den fremtidige rentepolitik.
/ritzau/