Venstrefløjen i historisk EU-opgør

10 år efter at de fire danske EU-forbehold blev formuleret, er Folketingets EU-skeptiske venstrefløj klar til et historisk opgør med to af de centrale danske undtagelser fra EU's Maastricht-traktat: Forsvarsforbeholdet og det retlige forbehold.

Læs mere
Fold sammen
Det skriver Berlingske Tidende i dag.

SF's leder, Holger K. Nielsen, var venstrefløjens hovedarkitekt bag det såkaldte nationale kompromis. Han vurderer nu sammen med Enhedslistens EU-ordfører, Keld Albrechtsen, at de to forbehold forhindrer Danmark i at deltage i væsentlige beslutninger og opgaver i EU, som vi burde have direkte indflydelse på og tilmed har en klar interesse i at påvirke.

- Jeg synes eksempelvis, at det er uheldigt, at Danmark på det retlige område står uden for den europæiske kamp om mindsteregler for sociale rettigheder, asylrettigheder og lignende. Det er en fejl, og der er vi indstillet på at ændre forbeholdene ved en ny folkeafstemning, siger Keld Albrechtsen.

Begge politikere understreger, at betingelsen er, at Danmark i stedet for får et rigtigt militært forbehold og en undtagelse over for et forbundspoliti.

/ritzau/