Venstre kræver også uvildig undersøgelse

Venstres folketingsgruppe kræver nu også, at undersøgelserne omkring Venstres folketingsmedlem og borgmester i Farum, Peter Brixtofte, bliver "fuldstændigt uvildige".

Det oplyser Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, om de undersøgelser, der kommer af forholdene i Farum.

- For Venstres folketingsgruppe er det helt afgørende, at alle papirer kommer på bordet, og at ingen sidder og undersøger sig selv. Det er på alle måder en både menneskelig og politisk tragisk sag, men det er i alles interesse, at den nu går sin gang på fuldstændigt retvisende måde, således at de rette konsekvenser også kan blive taget, siger Jens Rohde.

Venstres partiformand, statsminister Anders Fogh Rasmussen, har tidligere sagt, at offentligheden har "et krav på, at sagen bliver undersøgt til bunds."

/ritzau/