Klonk! Klokken er seks om morgenen, og min et-årige søn har leveret den perfekte start på dagen med et velplaceret slag mod TVet inde i stuen.
Fladskærm møder Brio-trælegetøj. Den type slag.
Da jeg tænder apparatet, kan jeg til min gru konstatere, at det kun er halvdelen af skærmen, der virker.
Nå, men hvor slemt kan det være. Jeg har familieforsikring sammen med min kæreste, tænker jeg og mindes salgsparolen fra selskabet om tryghed i hjemmet og drager et lettelsens suk. Men helt så let er det ikke.
Efter at have været i kontakt med mit selskab, står det klart, at der ingen hjælp er at hente. Der er tale om en pludselig skade. Og det er jeg ikke forsikret imod. Min forsikring dækker altså ikke, hvis noget sker pludseligt.
Tyg lidt på det. Pludselig skade. Kom i tanke om noget, der ikke sker pludseligt. Denne obskure konstruktion gør, at en normal forsikring, som man sætter sin lid til, reelt set ikke dur til noget. Man skal have den store pakke. Forestil dig en bilvask, hvor den »normale« vask er uden vand, og kun luksusudgaven reelt vasker bilen.
Nej vel.
Gendrivelser er der selvfølgelig mange af.
Ja, det står i betingelserne. Og ja, det er selvfølgelig min egen skyld, at jeg ikke har tegnet forsikring for pludselig skade. Og ja, min forsikring havde nok dækket et større tyveri. Men pointen handler slet ikke om det. Den handler om, hvad man reelt skal bruge et forsikringsselskab til.
I et nogenlunde parallelt forløb ødelægger min niece mine forældres tablet. På forsikringsselskabets forlangende bruger min far oceaner af tid på at finde ud, hvad det koster at reparere, købe på ny eller erhverve en brugt model.
Det takserer selskabet så til, at han kan få 128,50 kroner. Tilsyneladende har selskabet slet ikke brugt de møjsommeligt indsamlede oplysninger – vel at mærke informationer selskabet har bedt om – til noget.
I stedet fastsættes nyprisen på tabletten til 4.395 kroner og reduceres så med 70 procent. Derefter fratrækkes selvrisiko på 1.190 kroner. Hvis det var facit, allerede inden min far havde foretaget sig noget, kunne man lige så godt have sparet manden besværet.
Metoden er selvfølgelig både urimelig og forkert. Og da min far gør indsigelse, vælger forsikringsselskabet da også at gøre et hæderligt forsøg på rekord i rygcrawl og sløjfer selvrisikoen med en uforbeholden undskyldning.
Siden januar sidste år har klager i sager, hvor omdrejningspunktet er familieforsikringer, fået medhold i over 11 procent af tilfældene, viser mit eget lille træk fra Ankenævnet for Forsikring.
Lektien er to ting: Går den, så går den, så husk at gøre vrøvl. Det kan være bøvlet at bruge sin forsikring. Så bøvlet, at det nogle gange slet ikke kan betale sig.
Jakob Chor er journalist på Berlingske
