Valuta: Pundet blev styrket trods formelt brexit

Valutamarkedet var onsdag præget af en mindre styrkelse af dollar mod euro og også en lille fremgang til det britiske pund på dagen, hvor Storbritannien ellers formelt meddelte, at det forlader EU.

Læs mere
Fold sammen

Valutamarkedet var onsdag præget af en mindre styrkelse af dollar mod euro og også en lille fremgang til det britiske pund på dagen, hvor Storbritannien ellers formelt meddelte, at det forlader EU.

Den lille fremgang til pundet fulgte en mindre nedtur tirsdag, hvor det skotske parlament stemte for en køreplan, der skal munde ud i en folkeafstemning om uafhængighed af Storbritannien, så de EU-glade skotter kan forblive i EU.

»Vi sidder selvfølgelig og venter på brexit, men jeg tror ikke, at det får den helt store effekt. Det handler om det formelle, og vi har haft siden juni sidste år til at tale om det,« vurderede valutastrateg i Nordea Niels Christensen, kort inden briterne trykkede på exitknappen.

Pundet lå på det tidspunkt omkring 8,59 kr. og blev efterfølgende løftet til 8,6280 kr. Ved danske lukketid var pundet tilbage på 8,5922 kr. mod 8,5825 kr. tirsdag eftermiddag. Inden brexit-afstemningen sidste år gik der omkring 9,72 kr. på et pund.

I det store valutakryds mellem dollar og euro havde dollar overtaget.

Det skyldtes dels efterdønningerne fra en stærk forbrugertillidsmåling i USA tirsdag, dels nye toner fra Den Europæiske Centralbank, ECB.

Euro fik således et ekstra tryk onsdag eftermiddag, da Reuters citerede anonyme kilder for, at finansmarkederne har misforstået ECB, når der ses mulighed for en stramning af pengepolitikken så tidligt som i starten af 2018.

Euro kostede ved onsdag ved 17-tiden 1,0756 dollar mod 1,0865 dollar tirsdag eftermiddag.