Valuta: Enighed om visse brexit-betingelser styrker pund

Det britiske pund styrkes onsdag, efter at forhandlere fra EU og Storbritannien ifølge den britiske avis The Telegraph er blevet enige om et af de tre afgørende vilkår ved Storbritanniens exit fra EU.

Foto: ANDY RAIN. Det britiske pund styrkes onsdag, efter at forhandlere fra EU og Storbritannien ifølge den britiske avis The Telegraph er blevet enige om et af de tre afgørende vilkår ved Storbritanniens exit fra EU.
Læs mere
Fold sammen

Ifølge avisen er parterne blevet enige om, at at Storbritannien betaler mellem 45 og 55 mia euro - 335 og 409 milliarder danske kroner - til EU til dækning af de forpligtigelser, som Storbritannien allerede har påtaget sig som medlem af EU.

Sammen med grænsen mellem Irland og Storbritannien samt EU-borgeres rettigheder i Storbritannien er betalingen et af tre punkter, EU har krævet styr på, inden forhandlingerne kan fortsætte.

Britiske embedsmænd afviser over for The Telegraph at kende til aftalen. Men ikke desto mindre styrkes forventningerne om en britisk renteforhøjelse allerede til september næste år - og ikke først til november, som tidligere antaget. Og på den baggrund er det britiske pund onsdag styrket til 0,8832 pund per euro fra 0,8970 pund per euro onsdag eftermiddag.

Over for dollar er pundet styrket til 1,3408 dollar mod 1,3360 dollar onsdag morgen og 1,3235 dollar tirsdag eftermiddag.

I det store globale valutakryds præges stemningen af tirsdagens stærke tal for den amerikanske forbrugertillid, som styrkede dollar, mens endnu en nordkoreansk missiltest tillægges overskuelig opmærksomhed.

Euro koster onsdag middag 1,1837 dollar mod 1,1850 dollar onsdag morgen og 1,1870 dollar tirsdag eftermiddag, mens dollar koster 111,57 yen mod 111,50 yen onsdag morgen og 111,25 yen tirsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS