Vælgerne: Fogh bør lægge Pia på køl

Vælgerne er bekymrede for regeringens blokpolitik med Dansk Folkeparti. To ud af tre vælgere mener, at regeringen først og fremmest bør arbejde sammen med Socialdemokratiet og midterpartierne, viser en undersøgelse fra AC Nielsen AIM, som i morgen offentliggøres i Ugebrevet Mandag Morgen.

En overvægt af vælgere synes samtidig, at den borgerlige regering er gået for vidt i sin politik. Det gælder særligt inden for miljøområdet og grønthøsterbesparelserne i staten.

Til gengæld har regeringens udlændingepolitik opbakning fra hovedparten af danskerne, der også bakker op om regeringens skattestop. Det får støtte af 55 procent af vælgerne.

/ritzau/