Vækstøkonomier vil snart buldre frem igen

En negativ stemning har siden foråret bredt sig omkring de engang så frembrusende vækstøkonomier i Asien, Østeuropa og Latinamerika. En international ekspert forudser dog, at de særlige emerging markets kommer stærkt retur i løbet af få år, selv om væksten bliver lavere end før.

Ifølge den amerikanske økonom Jonathan Anderson er Kina på ingen måde på randen af et kollaps, som det ellers til tider påståes. For eksempel har kineserne en lav privat gæld, ligesom bankerne er i stand til at finansiere sig selv. Foto: Peter Parks/AFP Fold sammen
Læs mere

En alvorlig økonomisk afmatning har ramt de engang så frembrusende emerging markets – vækstøkonomier – der omfatter omkring 80 lande med Kina, Indien, Brasilien og Rusland i spidsen.

De vokser pludselig i et langt lavere tempo end før, og derfor har mange fået travlt med at trække penge ud af de engang så lovende økonomier. Det sætter valutakursen fra mange af disse lande under pres og har også banket aktierne ned i kurs. Renten er også steget flere steder, ligesom det heller ikke længere er store overskud, men nu underskud på betalingsbalancen, der pludselig ser dagens lys i eksempelvis Tyrkiet og Indonesien.

Det store spørgsmål er, om vækstøkonomierne vedvarende er på vej mod mere stille tider, eller om der er tale om en midlertidig og forbigående krise.

Rent vækstkollaps

Det var den amerikanske økonom Jonathan Anderson i går inviteret til København for at komme med et bud på. Han er direktør for rådgivningsfirmaet Emerging Advisors Group og går for at være en af verdens føren-de eksperter på dette område. Han har en fortid hos blandt andet Den Internationale Valutafond (IMF) og den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs og har boet i Asien i mere end ti år.

»Emerging markets har oplevet et vækstkollaps. De vil som gruppe kun få en fremgang på omkring fire procent i år. Det er langt mindre end de syv til otte procent årligt, der blev set før krisen,« siger han.

Kina er gået fra at have en vækst over ti procent til nu omkring syv. I Indien er væksten aftaget fra over otte til nu bare fem procent, mens Brasilien og Rusland ventes at komme helt ned på 2,5 procent i år.

Lavere global vækst

Fire procent er stadig en høj vækst, hvis der sammenlignes med især Europa og USA, men ud fra en historisk målestok, er det ganske lidt for de udviklingsøkonomier, der op gennem nullerne voksede fra at udgøre 38 til 50 procent af verdens bruttonationalprodukt (BNP).

»Men det interessante er, at afstanden mellem væksten i emerging markeets og resten af verden slet ikke er blevet mindre på det seneste. Udviklingsøkonomerne har samme vækstforspring, som de hele tiden har haft. Så det er mere hele den globale vækst, der synkront er blevet lavere, end det i særlig grad er væksten i emerging markets, der er faldet,« siger Jonathan Anderson.

Han tilføjer, at de fleste udviklingsøkonomer i dag står i en langt bedre situation end i 1997 og 1998, hvor en stor penge- og valutakrise brød ud i Asien.

De fleste lande har i dag fleksible valutakurser og sunde offentlige finanser med lav gæld. Mange har også opbygget store valutareserver, så de kan stimulere deres økonomier med en ekspansiv økonomisk politik, hvis det bliver nødvendigt.

Eksporten skal trække læsset

Udviklingsøkonomer står også til at tjene store summer på øget eksport, når Europa og USA igen kommer til hægterne.

»Alle de udviklingsøkonomier, der har flyttet sig fra fattigdom til rigdom de senere år, har fået succes, ved at øge deres eksport. Så det er eksporten, der igen skal trække væksten op,« siger Jonathan Anderson.

Bedst rustet til at øge eksporten er Asien og Østeuropa, der har en stor industriproduktion. Eksporten fra Mellemøsten, Latinamerika og Afrika er derimod domineret af råvarer.

»Deres indtjening og vækst er mere afhængig af, hvordan prisen på råvarer udvikler sig,« siger Jonathan Anderson.

Han afviser også, at Kina står på randen af et kollaps, som det ellers ofte påstås.

»Kina har hverken en bankkrise, en boligboble eller overkapacitet i industrien,« siger Jonathan Anderson.

Boligpriserne i Kina er steget voldsomt de senere år. Men det er indkomsterne også, hvorfor boligpriserne kun udgør en lidt større del af de disponible indkomster end for fem og ti år siden.

Det er også sådan, at kineserne sparer stort op til deres bolig, før de køber, og derfor er den gennemsnitlige gæld i den private boligmasse på under 30 procent af priserne. Så Kina har ikke den voldsomme private gældsætning, der blev set i USA, Spanien, Irland og også herhjemme, før krisen brød ud.

Bankerne i Kina er også i stand til at finansiere sig selv, fremhæver Jonathan Anderson. Han tror samlet set, at langt de fleste udviklingsøkonomer vil klare sig godt over de næste fem til ti år. Men væksten bliver nok svagere end før, fordi niveauet er blevet højere. Kina har i dag en levestandard per indbygger, der udgør 18 procent af amerikansk niveau, hvis der korrigeres for forskelle i købekraft. For ti år siden var den andel nede på bare otte procent.