Dansk økonomi - eller bruttonationalproduktet (bnp) - voksede 0,9 procent i årets andet kvartal.

Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

Dermed er væksten blevet opjusteret med 0,6 procentpoint i forhold til seneste opgørelse for andet kvartal, der udkom i august.

Opjusteringen skyldes en opdatering af de data, som Danmarks Statistik arbejder ud fra.

Bnp viser størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.

Væksten betyder, at bruttonationalproduktet er 5,7 procent højere, end det var for et år siden.

Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank, skriver i en kommentar, at opjusteringen sender den årlige vækst op i den helt høje ende sammenlignet med andre lande.

- Det dækker i meget høj grad over, at der er en stærkt stigende produktion hos danske virksomheder i udlandet, og det er selvfølgelig ikke mindst Novo, der producerer betydeligt mere medicin end tidligere, skriver han i en kommentar.

Samme konklusion kommer Erik Bjørsted, der er cheføkonom i Dansk Metal, frem til.

Han mener dog, at beskæftigelsen er et bedre pejlemærke for, hvordan økonomien klarer sig.

- Bnp-tallene kan svinge meget fra kvartal til kvartal og er behæftet med betydelig usikkerhed, skriver han i en kommentar.

- Men når virksomhederne fortsat ansætter flere medarbejdere, er det et klart tegn på, at dansk økonomi fortsat klarer sig godt.

Beskæftigelsen voksede 0,2 procent i andet kvartal, viser tallene fra Danmarks Statistik.

RITZAU