En våd sommer i 2024 betød, at landmændene brugte mindre vand til at vande deres marker. Det fik det samlede vandforbrug til at falde.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Her fremgår det, at der i 2024 blev indvundet i alt 815 millioner kubikmeter vand, hvilket er 18 procent mindre end året før.

Landbruget indvandt i 2024 samlet 92 millioner kubikmeter grund- og overfladevand til vanding af marker. Her er der tale om et fald på 68 procent sammenlignet med 2023.

Sommeren 2024 blev ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) den sjettevådeste siden 1874.

I juni, juli og august 2024 faldt der 295,6 millimeter regn i Danmark.

Sommeren bød også på en del skybrud, herunder enkelte dobbeltskybrud, som defineres ved mere end 30 millimeter nedbør på højst 30 minutter.

Af den samlede mængde vand, som blev indvundet i 2024, blev 578,5 millioner kubikmeter indvundet som grundvand. Heraf stod vandværkerne for 64 procent af indvindingen.

Ifølge Danva, som er vand- og spildevandsselskabernes brancheorganisation, var der dog et vandtab på 7,5 procent som følge af brud og lækager på ledningsnettet, før det nåede frem til slutbrugeren.

Af det vand, som nåede frem, aftog husholdningerne 65 procent, mens resten blev aftaget af erhvervene.

Landbrug og gartnerier aftog 12 procent af vandet fra vandværkerne.

I Danmarks Statistiks opgørelse er der både virksomheder, som aftager vand fra vandværkerne, ligesom husholdninger gør, og virksomheder, som har egen indvinding.

/ritzau/