USAs suverænt rigeste mand er blevet endnu rigere

Forbes har igen offentliggjort den årlige kåring af USAs mest velhavende, og her finder vi en gammel kending på førstepladsen. For 24. år i træk.

Foto: Yana Paskova. Bill Gates’ formue er vokset med 8 milliarder dollars eller godt 50 milliarder kroner. Han formue er derfor sat til svimlende 89 milliarder dollars eller lidt over 563 milliarder kroner.
Læs mere
Fold sammen

På den øverste skammel finder vi – igen – grundlæggeren af Microsoft, Bill Gates, og han er blevet endnu rigere siden sidst:

Bill Gates’ formue er vokset med 8 milliarder dollars eller godt 50 milliarder kroner. Han formue er derfor sat til svimlende 89 milliarder dollars eller lidt over 563 milliarder kroner.

Forbes’ gennemgang viser, at flertallet af USAs rigeste 400 mennesker har øget formuen siden sidste år.

SE HELE LISTEN HER

Og ingen har en større stigning end Facebook-grundlægger Mark Zuckerberg, hvis formue angiveligt er øget med 15,5 milliarder dollars – hvilket er 98 milliarder kroner – til nu at andrage 71 milliarder dollars, det vil sige 449 milliarder kroner.

Det bringer ham i år op på fjerdepladsen.

En forarmet Trump

Der var i det hele taget kun 51 personer på Forbes’ liste over de 400 mest velhavende i landet, som havde oplevet en nedgang i formuen.

En af dem var præsident Donald Trump. Hans formue er ifølge Forbes’ beregninger faldet med 600 millioner dollars til små 3,1 milliarder, hvilket svarer til sølle 19,6 milliarder danske kroner.

Det sender præsidenten ned fra 156. plads i 2016 til i år en plads som nummer 248.

Årsagerne til Trumps forarmelse er blandt andet et trængt ejendomsmarked i New York, en dyr valgkampagne og skyhøje salærer til advokater.

Trump har hyret juridisk bistand til både sig selv og sine børn for at håndtere udfordringen fra den særlige efterforsker Robert Muellers undersøgelse af Ruslands forsøg på at påvirke præsidentvalget.

Som led i efterforskningen skal Mueller se på, hvorvidt Trumps valgkampagne samarbejdede med russerne, hvilket Trump hele tiden har afvist.