USA's sanktioner mod Iran træder officielt i kraft

Foto: Jonathan Ernst. USA's præsident Donald Trump i maj 2018, da han forkastede atomaftalen med Iran. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

En række amerikanske sanktioner mod Iran er tirsdag morgen klokken 06.00 dansk tid trådt i kraft. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Sanktionerne vil ramme den iranske regerings opkøb af amerikanske dollar og landets handel med guld, iranske statsobligationer, landets bilsektor samt eksporten af tæpper og fødevarer.

De hårde sanktioner kommer, tre måneder efter at USA trak sig fra atomaftalen med Iran. De skal ifølge USA's præsident, Donald Trump, sætte Iran under "maksimalt økonomisk pres", skriver nyhedsbureauet AP.

Irans præsident, Hassan Rouhani, har omvendt anklaget USA for at udøve "psykologisk krigsførelse". Han siger, at Iran er åben over for forhandlinger med USA, hvis amerikanerne beviser, at de er til at stole på.

- Vi går altid ind for diplomati og forhandlinger.

- Men forhandlinger kræver ærlighed. USA genindfører sanktioner mod Iran og trækker sig ud af atomaftalen, og så vil de forhandle med os, sagde Rouhani til iransk tv mandag.

- Hvordan viser de, at de er til at stole på? Ved at gå tilbage til den eksisterende atomaftale, lyder det fra præsidenten.

Da Trump i maj trak USA ud af atomaftalen fra 2015, som han kaldte "forfærdelig" og "ensidig", beordrede han tidligere sanktioner genindført mod Iran.

Det er den første runde af sanktionerne, der tirsdag er trådt i kraft.

Anden runde, som er rettet mod Irans vigtigste indtægtskilde, olie- og gassektoren, genindføres efter planen den 4. november.

Sanktionerne blev oprindeligt indført af Trumps forgænger, Barack Obama, og de havde stor international opbakning, i årene inden at atomaftalen blev indgået.

Men Trump har ikke kunnet mønstre samme opbakning til at genindføre sanktionerne. Mange af USA's allierede støtter fortsat atomaftalen og kan ikke se, at Iran har overtrådt betingelserne i aftalen.

/ritzau/AFP