»USAs mest forhadte mand« skal betale 45 millioner

En dommer har pålagt den svindeldømte Martin Shkreli at aflevere kontanter, aktier, et Picasso-maleri og to rap-albums for at imødekomme kravet.

Foto: Amr Alfiky. Tidligere chef for blandt andet Turing Pharmaceuticals, der i september 2015 overtog patentet på AIDS-præparatet Daraprim og satte prisen voldsomt op. Foto: Amr Alfiky/Reuters
Læs mere
Fold sammen

Lægemiddelentreprenøren Martin Shkreli – også kaldet »USAs mest forhadte mand« – blev i 2015 kendt som manden, der skruede prisen på et AIDS-præparat op med 5.000 procent.

Det er imidlertid ikke derfor, han senere på ugen risikerer op mod 20 års fængsel.

Han blev i 2015 arresteret efter anklager om, at han havde løjet over for investorer og at have betalt investorer tilbage med penge og aktier fra lægemiddelselskaber, han selv havde oprettet.

I fjor blev han kendt skyldig i tre af otte forhold, og på fredag bliver dommen udmålt. Men én straf har han allerede modtaget, skriver CNBC.

Shkreli må give afkald på 5 millioner dollars i kontanter samt ejerandele i lægemiddelfirmaet Vyera Pharmaceuticals, et unikt Wu-Tang Clan-album, et Lil’ Wayne-album og et maleri af Pablo Picasso. Det udgør til sammen 7,36 millioner dollars, svarende til 44,53 millioner kroner.

En dyr skive

Ifølge CNBC betalte Shkreli 2 millioner dollars for Wu-Tang Clan-albummet på en auktion i 2015. Men senere samme år blev der sat spørgsmål ved ægtheden af albummet. Hvis albummet rent faktisk viser sig ikke at være med Wu-Tang Clan, eller markedet ikke tror det, vil værdien svinde ind til nærmest ingenting.