USAs fortabte bydele betaler prisen for urolighederne

Indbyggerne i bydele, der har været ramt af uroligheder, kommer sjældent hurtigt igen. Los Angeles tabte f.eks. 3,8 mia. dollar i 1992 efter uroligheder.

Urolighederne i Baltimore blussede op igen her i weekenden. Den vestlige del af byen har en høj kriminalitets- og mordrate.
Læs mere
Fold sammen

WASHINGTON: USA har masser af bydele, som man ikke frivilligt bevæger sig ind i. Og langt de fleste af disse fattige områder som f.eks. den vestlige del af Baltimore, der i ugevis har været i mediernes fokus på grund af uroligheder, er samtidig nogle af de farligste ghettoer. Alene i de dage, urolighederne har varet i Baltimore, er 17 mennesker blevet dræbt. Og vel at mærke ikke som følge af uroen, men som et resultat af interne bandekrige.

Kvarterer i Baltimore, Washington D.C., Los Angeles, Detroit, Newark og et par andre mindre kendte byer har ikke tidligere rejst sig efter uroligheder. Tilbage i 1968 var der ellers mange byer, der eksploderede i uroligheder efter mordet på den sorte borgerretsforkæmper Martin Luther King. Og USAs raceuroligheder er en uendelig historie om misrøgt og tabte muligheder både for beboerne, for politikerne og for erhvervslivet. Det drejer sig ikke kun om politik. Det drejer sig også om en selvforstærkende proces i disse bydele, hvor de stærke forlader områderne, og hvor de svageste bliver tilbage med deres stoffer og alkohol.

Jeg har været i de værste områder i Baltimore i de seneste fem dage og talt med befolkningen om drømme og muligheder. Muligheder, der trods alt er i en bydel, der i den grad er økonomisk udsultet. Og der er mange gode viljer, der vil ændre lokalsamfundet.

Det er opmuntrende at se, at der trods alt er rigtigt mange, der har ambitionen om at gøre en forskel. Men alt for ofte strander det på, at det lokale forretningsliv ikke tør investere i områderne, fordi de ganske enkelt er farlige at være i. Og banderne er svære at få styr på. Falder alt så tilbage på politiet, som stadig anses for at være korrupt, ineffektivt og racistisk og kun i sjælden grad tør patruljere i områderne?

Nej, ikke helt. For de stærke beboerforeninger, man finder i Vestbaltimore, er begyndt selv at gøre noget for at få lokalområdet op at stå igen, selv om netop de seneste uroligheder ikke hjælper på det. De vil selv. De mener, at de er stærke nok til at stå alene og garantere for ro. Og det mest utrolige er, at de også et langt stykke hen ad vejen er begyndt at få succes med at styre banderne og deres indbyrdes opgør. Ganske vist gennem tvivlsomme aftaler. Men der var – indtil de nye uroligheder begyndte for en uge siden – ved at komme liv i butikkerne.

Men statistikken er imod dem. I de fleste andre lignende bydele, der har oplevet uroligheder, har det taget mellem ti og tyve år at rejse sig nogenlunde. Og kun gennem en ihærdig indsats, hvor man også får den solide middelklasse til at vende tilbage til de forarmede områder.

Det er lykkedes flere steder i Washington D. C. dog med en høj pris i form af, at de fattige er blevet drevet ud af byerne. Men Baltimore har ligesom en række andre byer af lignende kaliber mistet over 120.000 indbyggere de seneste 25 år på grund af uroen. Den har en mordrate på 37 pr. 100.000 indbyggere, kun overgået af Detroit, og bydelen har aldrig nogensinde fået glæde af det opsving, der var i 1990erne, fordi de store investeringer dengang gik til Baltimores få sikre områder.

Mindre end halvdelen af den vestlige del af Baltimores befolkning er i arbejde, og kriminaliteten er så høj, at da man senest forsøgte at føre en hård kurs over for kriminaliteten, var der 108.000 anholdelser i byen ud af en samlet befolkning på 620.000 beboere. Det enorme tal siger noget om, hvor galt det står til. Gennemsnitsindkomsten er her 39.000 dollar om året mod over 70.000 dollar i resten af staten Maryland, som Baltimore ligger i. Intet under at det er svært at finde investeringer undtagen i den fashionable havnefront mindre end en kilometer fra Vestbaltimore, selv om mulighederne for at gøre en god forretning burde være til stede.

I Los Angeles, som havde nogle af de værste uroligheder tilbage i 1992, da fire politifolk blev frikendt for at have tævet en sort taxachauffør Rodney King, har det taget tyve år, før nogle af de mindre ramte kvarterer er kommet sig bare nogenlunde.

Så de amerikanske politikere er blevet bevidste om, at noget skal gøres, og midt i den valgkamp forud for næste præsidentvalg, der er i fuld gang, står kandidaterne i kø for at komme med et bud på, hvad man kan gøre for at rejse USAs kriminelle bydele. For potentialet er enormt også for det lokale erhvervsliv. Men det kræver en gigantisk indsats ikke alene politisk, men også fra lokalsamfundets side.