USAs finansministerium advarer mod global økonomisk katastrofe

Det amerikanske finansministerium advarer de amerikanske politikere om, at en betalingsstandsning, som vil være en realitet, hvis ikke gældsloftet bliver hævet inden 17. oktober, vil have potentiale til at udløse en økonomisk katastrofe.

USAs præsident Barack Obama har aflyst en rejse til politiske møder i Fjernøsten, fordi den amerikanske økonomi holdes fanget i budgetforhandlingerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: SAUL LOEB
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

- Ikke alene vil de økonomiske konsekvenser af en misligholdelse være store, men konsekvenserne i form af høje renter, reducerede investeringer, højere gældsbetalinger og langsommere økonomisk vækst, kan vare i mere end en generation, skriver finansministeriet i en ny rapport, som blev offentliggjort torsdag.

Det politiske slagsmål om budget og gældsloft har fået Den Internationale Valutafonds topchef, Christine Lagarde, til at understrege, at det er helt afgørende, at de amerikanske politikere finder fælles fodslag og forhøjer gældsloftet.

- Regeringens nedlukning er slem nok, men fejler man i forhold til at hæve gældsloftet, vil det være langt værre, og det kunne i meget alvorlig grad skade ikke kun amerikansk økonomi, men hele den globale økonomi, lød det fra Christine Lagarde torsdag.

Baggrunden for de dystre forudsigelser er, at - på et grundlæggende niveau - hvis den amerikanske regering tøver med at gennemføre planlagte rentebetalinger på landets udestående statsobligationer, vil investorerne kræve højere renter, når regeringen i fremtiden skal låne penge. Det vil bidrage væsentligt til et større underskud på det føderale budget.

Og de amerikanske statsobligationer bliver også brugt som benchmark for de fleste andre finansielle aktivers prissætning. Hvis regeringen bliver tvunget til at betale højere renter, vil låneomkostningerne for virksomheder og husejere stige. Dette vil føre til mindre låntagning, hvilket vil bremse den økonomiske vækst.

Bankerne ligger samtidig med store beholdninger af statsobligationer. Hvis værdien af ​​disse obligationer pludselig falder, vil bankerne har færre penge på hånden og vil være mindre tilbøjelige til at låne til hinanden, hvilket kan forårsage en fastfrysning på kreditmarkederne, som det blev set efter krakket i Lehman Brothers i 2008.

Set i et bredere perspektiv har investorerne aldrig troet, at den amerikanske regering ikke altid vil være i stand til at betale sine regninger. Det har gjort de amerikanske statsobligationer til fundament for det globale finansielle system og medført, at den amerikanske dollar er blevet den mest udbredte valuta i verden.

Hvis investorerne begynder at tvivle på, at USA er i stand til at betale sin gæld, kan dollar miste sin særlige status som globalt betalingsmiddel, og dermed vil det grundlæggende fundament for det globale finansielle system krakelere.

Nogle iagttagere og juridiske kommentatorer har vurderet, at præsident Barack Obama kan gennemtrumfe rentebetalinger på USAs statsobligationer, selv om Kongressen undlader at hæve gældsloftet. Det er en særlig paragraf - 14th Amendment - i den amerikanske forfatning, som fastslår, at "gyldigheden af den offentlige gæld i USA, som er godkendt ved lov, herunder forpligtelser til udbetaling af pensioner og betalinger for tjenesteydelser, skal ikke drages i tvivl."

Selv har præsident Obama oplyst, at han ikke mener, at forfatningen giver ham denne myndighed.