USAs centralbank er splittet før rentemøde

Skuffende amerikanske nøgletal har øget opmærksomheden på rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Federal Reserve Chair Janet Yellen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carlos Barria

»Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet.« Sådan kan investorernes frygt beskrives forud for det rente­møde, den amerikanske centralbank, Federal Reserve, holder i dag onsdag. Hæver Fed styringsrenten, vil det være blot anden gang siden 2008.

Centralbanken sætter styringsrenten ud fra to mål; beskæftigelse og inflation. Ligesom i Europa er inflationen i USA endnu ikke tæt på målet om to procent. Til gengæld er det amerikanske arbejdsmarked i en væsentlig bedre forfatning end eksempelvis det europæiske.

Derfor er der argumenter på begge sider af spørgsmålet om en mulig renteforhøjelse.

»Det er helt tydeligt, at Fed er splittet. De er tæt på at nå deres målsætning om fuld beskæftigelse. Til gengæld halter det mere med inflationsmålsætningen, og det er det argument, nogle af medlemmerne trækker frem, for at centralbanken kan tillade sig at vente,« vurderer Johnny Bo Jakobsen, der er chef­analytiker i Nordea og følger amerikansk økonomi tæt.

Stigende usikkerhed

Usikkerheden i centralbanken er givetvis blot blevet større i løbet af de seneste måneder, hvor jobskabelsen faldt i august, optimismen i erhvervslivet er dalet, og detailsalget har skuffet. Samtidig har de seneste dage på aktie­markedet været præget af volatilitet og generel usikkerhed om pengepolitikken i både USA og Japan, der afsluttede et rentemøde onsdag morgen dansk tid.

Det amerikanske opsving har især været drevet af et stigende forbrug, der er skabt af en solid jobskabelse. Men investorerne frygter, at de skuffende amerikanske nøgletal kan bide sig fast, og at økonomien derfor ikke er klar til endnu en renteforhøjelse.

Markedet vurderer, at der er 20 procent sandsynlighed for en rentestigning i aften. Med 55,7 procent sandsynlighed er den 14. december dog ifølge Bloomberg den mest sand­synlige dato for den næste renteforhøjelse.