USA/aktier: Fokus skifter til indtjening frem for handelskrig

New York Stock Exchange (NYSE) i New York City. (Foto: Spencer Platt/Getty Images/AFP) Fold sammen
Læs mere
Foto: SPENCER PLATT

Investorerne har for en stund glemt den ulmende handelskrig mellem USA og Kina og fokuserer i stedet på regnskabssæsonen. Og det er selskabernes indtjening, blikket er rettet imod.

Mandag steg alle de tre ledende indeks, hvor det industritunge Dow Jones toppede med et plus på 0,9 pct. til indeks 24.573,04, S&P 500 steg med 0,8 pct. til 2677,84, mens Nasdaq sluttede dagen med et plus på 0,7 pct. til 7156,28. Og tirsdag morgen er stadig malet grøn, hvor futures viser indeks-plusser på op til 0,3 pct.

Glemt var weekendens angreb i Syrien mere eller mindre, og det var især teknologi- og sundhedssektoren, der drev mandagens stigninger efter fald fredag i kølvandet af bekymringer over netop situationen i Syrien.

»Den geopolitiske situation er blevet mere rolig. Nu er der i stedet forventninger om stærk indtjening og vækst i første kvartal i de kommende regnskaber, og det kan trække langsigtede investorer tilbage i markedet«, siger Tim Ghriskey, chefstrateg i Inverness Counsel, til Reuters.

Bank of Americas regnskab for første kvartal viste en stigning i overskuddet på over 30 pct. til 6,9 mia. dollar, hvor blandt andet lavere omkostninger lunede på bundlinjen. Aktien endte dagen med et plus på 0,4 pct.

Netflix kom først med friske tal, efter at mandagens handel var sluttet. I løbet af dagen faldt aktien med 1,2 pct. - men i eftermarkedet er den steget med over 5 pct. Antallet af nye abonnenter steg til 7,4 mio. i årets første tre måneder mod markedets forventning på 6,5 mio. nye kunder. Ved udgangen af marts havde selskabet i alt 125 mio. abonnenter.

Indtægterne steg til 3,7 mia. dollar, hvilket er 40 pct. mere end i samme kvartal året før og den største omsætningsfremgang i selskabets historie. Overskuddet efter skat steg til 290,1 mio. dollar fra 178,2 mio. i kvartalet året før.

Samlet ventes selskaberne i S&P-indekset i snit at stige med 18,6 pct. i forhold til overskuddet i første kvartal - den største stigning i syv år - viser data fra Thomson Reuters.

Tirsdag fortsætter regnskaberne med at strømme til med nyheder. Blandt andet kommer der tal for første kvartal fra Johnson & Johnson, Goldman Sachs, IBM og Unitedhealth.

Sidstnævnte steg med 2,7 pct. mandag, hvilket fik aktien til at være blandt dagens højdespringer i S&P 500.