USA-storbanker må betale dyrt for svindel

Storbankerne Bank of America og FleetBoston skal af med 675 mio. dollar - ca. fire mia. kroner - for at undgå en retssag om ulovlige handeler i bankernes investeringsfonde. Det sker, mens de to banker er i fuld gang med at fusionere.

Læs mere
Fold sammen
NEW YORK: Oprydningen efter investeringsfondsskandalen i USA har nedlagt sit hidtil største bytte. Milliardforliget på 675 mio. dollar - ca. fire mia. kroner - mellem USAs finanstilsyn, SEC, og New Yorks statsanklager Eliot Spitzer på den ene side og de to store banker Bank of America og FleetBoston på den anden er det største beløb, der er kommet på bordet i den månedlange efterforskning.

Som det er kutyme i sådanne forlig indrømmer ingen af de to banker nogen skyld - det kunne føre til flere retssager - men beløbene taler for sig selv. Bank of America skal erlægge broderparten med 375 mio. dollar - ca. 2,2 mia. kroner - i tilbagebetalinger og bøder, mens FleetBoston slipper med 140 mio dollar - ca. 840 mio. kroner. Desuden er det en del af forliget, at bankerne skal reducere deres gebyrer for investeringsfondene med i alt 160 mio. dollar - ca. 960 mio. kroner - over de næste fem år.

Skandalen går på, at investeringsfonde drevet af bankerne har tilladt særligt gode kunder at handle efter aktiemarkedernes ophør men til dagens pris. Den praksis er ulovlig.

Desuden har fondene tilladt hurtighandeler, hvor privilegerede kunder køber og sælger fondenes underliggende aktier meget ofte, selv om de er beregnet på langtidsinvesteringer. Det er ikke som sådan ulovligt, men når fonde lover kunderne ikke at tillade den slags, må de ikke forskelsbehandle.

Farvel til bestyrelser
Som noget nyt har myndighederne opnået ændringer på bestyrelsesniveau.

Otte ud af ti bestyrelsesmedlemmer i Bank of Americas investeringsfonde, Nations Funds, må forlade deres poster inden for et år.

»Disse bestyrelsesmedlemmer har klart undladt at beskytte investorernes interesser,« sagde New Yorks statsanklager, Eliot Spitzer, i en erklæring.

»Vi signalerer til fondsverdenen, at bestyrelsernes aktiviteter bliver mål for betydelig efterforskning fra vores side,« sagde han ifølge New York Times.

FleetBoston behøver ikke sige farvel til nogen, men banken indvilger i at få en udenforstående konsulent til at kigge på fondsbestyrelserne og sikre deres uafhængighed.

Endelig lover Bank of America at skille sig af med den afdeling, der clearer handeler, og hvor ulovlighederne rent fysisk er blevet udført.

Den udenomsretlige aftale er vigtig for de to banker, som er i færd med at fusionere, efter at Bank of America i januar betalte 47 mia. dollar - ca. 282 mia. kroner - for den mindre FleetBoston bank. Aktionærerne ventes at give deres samtykke i dag, og sammenslutningen vil skabe en af USAs største banker.