USA søger nye forhandlinger med Kina i handelskrigen

USA har tidligere på ugen kontaktet den kinesiske regering med henblik på at genoptage dialogen om de to landes samhandel.

Foto: MICHAEL REYNOLDS. Præsident Donald J. Trump.
Læs mere
Fold sammen

Det skriver The Wall Street Journal onsdag.

USA's handelsminister, Steve Mnuchin, skal ifølge kilder med kendskab til sagen have inviteret modparten med vicepremierminister Liu He i spidsen til ny dialog, om de klager, som USA har i handelsforholdet med Kina.

Håbet er at finde en løsning, inden USA skrider til handling og pålægger nye tariffer på kinesisk import.

USA har bedt om, at samtalerne skal genstarte de kommende uger, og man har samtidig spurgt Kina til at sende højtstående forhandlere - på ministerniveau - til mødet, som kan blive holdt i enten Washington eller Beijing.

USA og Kina har indført told på varer for 50 mia. dollar mod hinanden, men USA har i sidste uge afsluttet en høringsproces om told på varer for yderligere 200 mia. dollar, ligesom landets præsident, Donald Trump, luftede tanken om, at man også kunne lægge tariffer på de sidste 267 mia. dollar, amerikanerne importerer fra Kina.

Kina har tilgengæld i denne uge bedt verdenshandelsorganisationen WTO om at indføre sanktioner mod USA, fordi amerikanerne nægter at rette ind over for en WTO-afgørelse, som har slået fast, at USA beregner for stor dumpingtold på kinesiske varer for 8,4 mia. dollar. Kinas klage i den sag blev indgivet tilbage i 2013.

I 2017 importerede USA varer fra Kina for 505 mia. dollar og eksporterede samtidig for blot omkring 130 mia. dollar, hvilket gav landet et handelsunderskud på 375 mia. dollar over for Kina.