USA: Beige Book rapporterer om økonomisk vækst trods orkaner

Den amerikansk centralbanks økonomiske sammenfatning af tilstanden i den amerikanske økonomi - Beige Book - peger på øget økonomisk vækst i september og begyndelsen af oktober.

Foto: JONATHAN ERNST. Den amerikansk centralbanks økonomiske sammenfatning af tilstanden i den amerikanske økonomi - Beige Book - peger på øget økonomisk vækst i september og begyndelsen af oktober.
Læs mere
Fold sammen

»Rapporter fra alle 12 distrikter viste, at den økonomiske aktivitet steg i september og begyndelsen af oktober,« skriver Bloomberg News. Der blev dog rapporteret om alvorlige effekter fra orkanerne Harvey og Irma fra distrikterne Richmond, Atlanta og Dallas.

Der er en vis mangel på arbejdskraft i majoriteten af centralbankens områder, fremgår det af rapporten, men trods det er der ikke noget massivt pres på lønnen, påpeges det.

Rapporten, der har fået navn efter farven på sin indbinding, danner baggrund for den pengepolitiske komités vurdering af den økonomiske situation inden møderne i FOMC - Federal Open Market Committee. FOMC holder sit næste møde 1. november. Rapporten er en samling af anekdotiske udsagn og økonomien i distrikterne og således ikke baseret på undersøgelser eller hårde fakta.

/ritzau/FINANS