USA advarer Wall Street mod risikabel russisk handel

Den amerikanske regering har advaret en række af landets største banker mod at deltage i en russisk obligationshandel, der måske nok er lukrativ, men som også kan underminere USA's sanktioner mod Rusland.

Foto: KEVIN LAMARQUE.
Læs mere
Fold sammen

Det skriver Wall Street Journal.

Rusland vil udstede obligationer i udenlandsk valuta for 3 mia. dollar, mere end 20 mia. kr., for første gang siden USA indførte sanktioner mod landet i 2014, og har blandt andet inviteret Bank of America, Citigroup, Goldman Sachs, JPMorgan og Morgan Stanley til at byde på transaktionen.

De amerikanske banker har ikke eksplicit forbud mod at indgå i handlen, men ifølge kilder i det amerikanske udenrigsministerium hersker der en opfattelse af, at handlen ville gå stik imod Barack Obamas udenrigspolitik og amerikanske interesser.

- Det er essentielt at private firmaer - i USA, EU og hele verden - forstår at Rusland fortsat vil være et højrisiko-marked så længe landets handlinger fortsat destabiliserer Ukraine, sagde en unavngiven embedsmand i ministeriet ifølge Wall Street Journal, og advarer mod image-risikoen ved at gøre forhandlinger med det russiske regime.

Citigroup siger ifølge avisen, at de ikke vil deltage, mens Goldman Sachs og JPMorgan fortsat overvejer, om muligheden for at tiltrække nye forretninger opvejer risikoen ved at ignorere en direkte advarsel fra USA's regering.

USA har indført sanktioner mod visse russiske firmaer og enkeltpersoner, men ikke mod hele regeringen eller landets banksektor.