Unomedical godt i gang med udflytningen

Unomedical, det tidligere Maersk Medical, er langt henne med at flytte produktionen til Slovakiet og Mexico, men først fra 2007 vil bestræbelserne virkelig slå igennem på resultaterne.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Medicovirksomheden Unomedical, der har været ejet af kapitalfonden Nordic Capital siden december 2002, er godt i gang med den udflytning til lavtlønslande som Mexico og Slovakiet, som tidligere blev annonceret.

Det tidligere Maersk Medical beskæftiger i dag totalt set over 4.000 ansatte, heraf omkring 1.100 i Mexico, hvortil produktionen af infusionssæt blev flyttet tidligere på året. Der er også ca. 1.000 ansatte i Malaysia.

Omkring 400 yderligere af de 1.075 ansatte i Danmark skal afskediges, når produktionen af blandt andet urinposer flytter til Slovakiet i år, anslår adm. direktør Henrik Brandt over for Berlingske Tidende.

I 2005 regnskabet, som netop er offentliggjort, kan man læse om øget omsætning og indtjening, men der er dog stadig et stykke vej, inden Unomedical virkelig kan høste frugterne af sine outsourcingplaner.

Udflytning koster
»Udflytningen koster her og nu og vil også i år belaste regnskabet, fordi vi nu skal til at flytte maskinel til Slovakiet, men fra 2007 forventer vi bedre resultater,« siger Henrik Brandt.

Virksomheden har dog et konkret problem med hensyn til medarbejderne. Mange af de ansatte på fabrikkerne i Hårlev syd for Køge og i Vassingerød syd for Allerød har nemlig forladt virksomheden ved udsigten til at produktionen skulle lukkes. I dag kører produktionen derfor videre med brug af vikarer, indtil den flyttes endeligt ud.

I Slovakiet står fabrikken på 17.000 kvadratmeter færdig til at modtage produktionsmateriel. Fabrikken skal beskæftige 500 medarbejdere.

Ingen planer om salg endnu
Kapitalfonde som Nordic Capital ejer typisk virksomheder i tre til syv år, hvorefter de afhændes.

I 2007 vil kapitalfonden kunne fejre fire års ejerskab, og forhåbentlig begynde at levere de forbedrede resultater, der skal til for at lokke en køber frem med tegnebogen.

»Der findes ikke en fast regel for ejerskaber, og der foreligger endnu ingen beslutning om, hvornår virksomheden skal sælges,« siger Henrik Brandt.

Unomedical vil fortsat have produktion i Osted ved Roskilde og i Hundested, hvor forskning og udvikling samt den mest højteknologiske produktion fremover skal befinde sig.