Er du på udkig efter et nyt job, skal du være opmærksom på ikke at forringe dine egne chancer allerede i ansøgningsprocessen.
Ifølge ny forskning leder over halvdelen af ansættelsesledere efter det samme advarselstegn i jobkandidaters ansøgninger.
Her er de tre største faldgruber – og hvordan du undgår dem.
Når man skal søge et nyt job, kan det være fristende at få lidt hjælp.
Med udbredelsen af ai er flere begyndt at bruge teknologi til alverdens ting, heriblandt til at skrive deres cv og jobansøgning. Men det skal man være forsigtig med.
En ai-genereret ansøgning er nemlig det største røde flag, der kan koste dig jobbet, ifølge ny forskning fra Resume Genius, som har interviewet 625 ansættelsesledere i hele USA.
Brug af ai
Mere end halvdelen af lederne i studiet svarer, at de er forbeholdne over for ai-genereret indhold i jobansøgninger.
Heraf kalder 20 procent det for et »kritisk problem«, der kan forhindre dem i at ansætte en kandidat.
En af dem er Michelle Reisdorf, som er distriktsdirektør hos rekrutteringsfirmaet Robert Half.
Hun siger ifølge CNBC, at det er ekstremt vigtigt, at ansøgninger er en sand og autentisk afspejling af den jobsøgendes færdigheder og erfaringer.
Hvis man bruger ai til at skrive en ansøgning på få minutter, fortæller det hende, at man ikke har brugt meget tid og tanke på at søge jobbet.
Hun ser dog ingen problemer i at bruge ai til at korrekturlæse og redigere, men siger, at man selv skal skrive det første udkast.
Hyppige jobskifter
Et andet advarselstegn er ifølge de adspurgte ledere, hvis en kandidat har skiftet arbejdsplads mange gange.
Hvis det er tilfældet, vil halvdelen af lederne være tøvende med at tilbyde et job.
Det er svært at forhindre, hvis man allerede har en lang historik med hyppige jobskifter.
Ansættelseslederne har desuden forskellige definitioner af, hvor mange jobskifter der er for mange.
For nogle af dem er det en rød advarselslampe, hvis en kandidat har skiftet job hvert eller hvert andet år, mens andre kun ser det som et problem, hvis en kandidat har været på deres tidligere arbejdspladser i mindre end et år.
Man behøver som udgangspunkt ikke at beskrive ens jobskifter i ansøgningen, men hvis man har flere korte ansættelser, kan man godt tilføje et par linjers forklaring, mener Michelle Reisdorf.
Dårlig formatering
En anden faldgrube er dårlig formatering.
Det kan betyde flere ting såsom et uorganiseret layout, en obskur skrifttype eller manglende stavekontrol.
Ifølge Michelle Reisdorf, er det bedst at holde det enkelt, så det er til at læse og forstå.
Konkret foreslår hun, at man bruger en sort skrifttype, holder sig til en enkelt side og er organiseret.
Korrekturlæsning er også vigtigt, så man undgår stave- og grammatikfejl.
»I sidste ende ønsker du, at ansættelseschefen fokuserer på dig som kandidat i stedet for fejlene i din ansøgning.«

