UK: May er klar til at fortsætte i toldunion efter 2020

Foto: Simon Dawson. Storbritanniens premierminister Theresa May.
Læs mere
Fold sammen

Storbritannien vil gøre det klart over for EU, at landet er klar til at fortsætte i toldunionen efter 2020.

Det skriver det britiske medie The Telegraph, mens ministrene fra EU og Storbritannien arbejder på at indgå en aftale om betingelserne for det britiske exit fra EU.

De britiske ministre indgik tidligere på ugen en ny nødplan, der skal forhindre en såkaldt "hård grænse" til Irland. Det skete, efter at Storbritannien tidligere har afvist EU's udspil på området.

En hård grænse ville betyde, at der skal være toldbehandling mellem den irske republik og Nordirland.

Det er planen, at Storbritannien forlader EU til marts næste år. Parterne er enige om ikke at ændre på deres indbyrdes handelsaftaler før udgangen af 2020.

Premierminister Theresa May har sagt, at Storbritannien vil forlade toldunionen. Det vil bane vejen for, at landet kan indgå sine egne handelsaftaler med verdens lande.

Hendes ministre er dog uenige om, hvilke handelsaftaler landet skal indgå med EU.

Ministrene, der deltog i møder i Bruxelles tirsdag, blev enige om, at Storbritannien bør fortsætte i toldunionen. Det skal dog kun ske, hvis systemerne, der skal administrere de nye regler, ikke er klar i 2021, skriver The Telegraph.

Embedsmænd advarer om, at de nye systemer måske først er klar i 2023, tilføjer avisen.

Michel Barnier, der er topforhandler for EU, meddelte mandag, at der ikke har været nogen markante fremskridt i forhandlingerne med Storbritannien siden marts.

Theresa May vil fremlægge Storbritanniens planer inden et EU-topmøde i juni. Senest i oktober forventer premierministeren at underskrive en aftale om forholdet til EU - altså mindre end seks måneder før det britiske exit fra unionen.

Theresa May har ikke kommenteret The Telegraphs historie.

/ritzau/