Uenighed om plejepersonalets løn

En ny lønanalyse fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at social og sundhedspersonalets omdiskuterede løn slet ikke er så lav. Talmagi kalder FOA det.

Nuancering, skelen til siden og mindre brok i debatten om social- og sundhedspersonalets løn. Det efterspørger Dansk Arbejdsgiverforening (DA). En ny lønanalyse fra DA torsdag viser, at plejepersonalet i den offentlige sektor har bedre lønvilkår end over halvdelen af lønmodtagere i den private sektor. Ifølge DA's analyse får social-og sundhedspersonalet 191 kroner per præsteret time, mens fabriksarbejdere får 185 kroner, hjemmehjælpere 163 kroner og butiksansatte får 159 kroner. Men de tal anerkender formand for FOA Dennis Kristensen ikke.

- Jeg mener faktisk, at DanskeArbejdsgiverforenings opgørelse ligner talmagi. De får ikke 191 kroner i timen. Det er et forsøg på at få talt problemet, med at kvindefagene ikke får mandeløn, helt ud af verden. Vi har et klart dokumenteret lønproblem. Der er en stor lønforskel på kvinder i de bløde områder i den offentlige sektor, når vi sammenligner med mænd i de mere hårde fag i den private sektor, siger Dennis Kristensen til Ritzau.

/ritzau/