Udlicitering koster private dyrt

Private firmaer, der udfører hjemmehjælp for kommunerne, har i mange tilfælde tabt penge på kontrakter, der indgået til en urealistisk lav pris. Derfor varsler firmaerne nu markante prisstigninger for overhovedet at kunne overleve på omsorgsmarkedet.

Det sker på et tidspunkt, hvor den ny regering med sit forslag om frit valg for borgerne vil sætte gang i udliciteringerne af de bløde omsorgsopgaver i kommunerne, skriver Berlingske Tidende.

- Priserne skal stige med op til 30 pct., og vi vil nu justere dem. Den erkendelse er vi kommet til, efter vi kom ud af 2001 med store tab - syv-otte mio. kr. - på vores omsorgsopgaver, siger koncernchef Peer Christian Krohg fra Forenede Service.

Mange af de private firmaer oplyser, at usikkerhed ved det nye marked og ønsket om at få foden inden for hos kommunerne har fået dem til at dumpe priserne på ældreplejen.

ActivSeniorCare, der blandt andet udfører ældrepleje i Græsted-Gilleleje Kommune, blev droppet af kommunerne ved tre-fire udbud, fordi firmaets tilbud var for dyrt. Siden har ActivSeniorCare sænket prisen og er nu inde i flere kommuner på flerårige kontrakter, der i bedste fald giver et nul på bundlinien - i værste fald et tab.

/ritzau/