Uden net i 14 dage

Tænk, at det er blevet sådan. At ens verden er totalt ændret, fordi Internetforbindelsen ryger et par uger.

Læs mere
Fold sammen
KOMMENTAR

Da den amerikanske østkyst blev lammet af store strømsvigt sidste år, føg det med betragtninger om den vestlige civilisations totale afhængighed af strøm, og hvor sårbare vi egentlig er, når propperne i den grad ryger. Hvordan vi nærmest begynder at tænde bål på stuegulvet, læse bøger i stearinlysets skær og opdager, hvor stille der pludselig bliver. Hvor hurtigt det hele gik, før et eller andet gik komplet amok i centrale elsystemer og førte en moderne verden tilbage til køllestadiet med den nedgående sol som en af de største underholdningselementer.

At sammenligne min mangel på bredbånd i to uger med et massivt amerikansk el-sammenbrud er måske nok lige i overkanten. Men lokalt på matriklen ændrer det alligevel ens verden markant, når nettet er nede. .

Banal baggrund
Baggrunden er banal. Et skifte fra en ADSL-udbyder til en anden går i fisk, og teknikere roder og regerer.

Men efter fire år med konstant »hul igennem« med ADSL, er det som at stå uden rindende vand, når nettet går ned.

Og efter 14 dage må jeg erkende, at det nok er de 14 dage i mange år, hvor jeg har brugt min PC allermindst.

Dagen er fyldt op af »nå, nej«-oplevelser. Når jeg lige skal finde en adresse på krak.dk, lige finde en nyhed på en af avisernes hjemmesider, lige se, om en af vennerne er online på »messengeren« eller lige have en omgang med spillet Battlefield 1942 på nettet inden det er sengetid.

Hvornår har Fakta åbent om lørdagen? Hvad koster den VW Golf, jeg er ude efter, hos danske bilforhandlere? Hvad koster det at få leveret brænde til døren? Vi skal også have hulmursisoleret, og hvem er billigst?

Før nettet
Hvad gjorde vi før nettet? Jeg er trods alt gammel nok til at kunne huske det, men det kniber alligevel. Jeg har smidt telefonbøgerne ud, da alt ligger på nettet, så oplysningen er blevet frekventeret til dyr mobiltakst en del gange de seneste par uger. Tekst-TV og mobiltelefonen er blevet trawlet igennem for nyheder, man ringer til vennerne i stedet for at maile, og det ender vel med, at jeg sender et brev!

Men teleselskabet siger, at jeg snart er online igen, så mon dog...