Udbudsmuren kvæler væksten

Virksomhederne kan kun reagere på arbejdskraftmanglen ved at flytte aktiviteter ud af landet.Det er godt for virksomhederne, men skidt for Danmark.

Vi, der løbertræner, ved, hvordan det er at løbe ind i "muren".

Det sker, når vi presser os selv og vil løbe længere end vi kan. Benene syrer til. I værste fald får vi krampe. Ofte ender det med, at vi må gå hjem.

Billedet kan bruges på dansk økonomi, som den er lige nu og vil være det i mange år frem.



Dansk økonomi er løbet ind "udbudsmuren". Der bliver simpelthen ikke længere udbudt tilstrækkeligt med arbejdskraft.

Nogle vil sige, at udbudsmuren er et positivt problem. Det vi i manaments-sproget kalder en udfordring. Men det er den ikke.

l For det det første må virksomhederne sige nej til ordrer, når de mangler folk. Derved går virksomhederne glip af indtjening.

l For det andet falder virksomhedernes produktivitet. Kernemedarbejderne skal nemlig bruge mere tid på at lære vikarer og nyansatte op.

l For det tredje bliver virksomhederne bange for at skille sig af med ansatte, der ikke fungerer optimalt. For hvem skal erstatte dem?

l For det fjerde bliver det stadig dyrere at have medarbejdere ansat. For når der knaphed på dem, kræver de mere i løn.



Regeringen reagerede på "udbudsmuren " i ugens løb med serie forslag, der på kort sigt skal skaffe Danmark mere arbejdskraft.

Det bliver lettere at hente arbejdskraft i udlandet, førtidspensionister kan komme tilbage på arbejdsmarkedet uden at miste deres pension, og de ældre skal motiveres til at arbejde længere i kraft af en skatterabat på 100.000 kr. i det år, hvor de fylder 64.

Regeringen er forsigtig med sætte tal på effekten. Men desværre bliver den nok begrænset.



Dels står topskatten i vejen for import af kvalificerede udlændinge, dels ønsker de færreste danskere at forlænge deres arbejdsliv. De har forelsket sig i den 3. alders muligheder for realisere sig selv.

Som virksomhed kan man kun reagere på udbudsmuren ved at rationalisere og lægge opgaver ud til underleverandører. Eller lade dem udføre i lande, hvor arbejdskraften er til rådighed.



Det er godt for virksomhederne, at de har den mulighed. Til gengæld er det skidt for Danmark.

Vort lille land risikerer at komme til at ligne de mange danske udkantsområder, hvor kommunen er den største arbejdsgiver.



Det kommer der måske nok velfærd ud af, men den velstand, som skal finansiere velfærden, siver ud sammen med virksomhederne.