Ud med »familie-shaming« – lad os fejre succes og det lange seje træk

Familieeje er en dominerende ejerform i dansk erhvervsliv. Hvorfor er der så mange, der har travlt med at nedgøre mennesker og familier, der har skabt store erhvervssucceser? Vi burde fejre de familier, der gennem generationer har været med til at skabe nogle af Danmarks vigtigste virksomheder.

Thomas Bernt

Hvor er det let at pege fingre ad de danskere, som har succes og tjener gode penge.

Debatten om generationsskifteskatten og kapitalskatterne, som har stået på i månedsvis, illustrerer, hvordan succes her i landet ofte bliver set som et nulsumspil, hvor den enes succes er den andens fiasko. Det er jantelovens logik. Det indrammede skatteminister Morten Bødskov (S), da han i august skulle forsvare regeringens planer om at hæve generationsskifteskatten.

»Den tidligere regering har givet nogle af de mest velhavende familier i Danmark en kæmpe skattelettelse. Det er hentet fra velfærden i kommunerne, børns daginstitutioner og unges uddannelse. Det er en forkert udvikling, som skal ændres,« sagde han.

Glem et øjeblik, at nedsættelsen af generationsskifteskatten for langt de fleste virksomheder ikke var en skattelettelse, men reelt et svar på en markant skatteforhøjelse, fordi tidligere skatteminister Benny Engelbrecht (S) ændrede hele modellen for beregningen af generationsskifteskatten.

Problemet opstår, når politikere siger, at en fornuftig indretning af skattesystemet, som bevarer kapital i virksomhederne, bliver taget fra velfærd, børn og uddannelse. Den slags udtalelser kan med en vis ret kaldes »familie-shaming«.

Og nogle af de hårdest ramte i »familie-shamingen« er de danske familier, som gennem generationer har skabt nogle af Danmarks største og vigtigste virksomheder. De samme virksomheder, som leverer nogle af de største skattebetalinger, har flest ansatte i Danmark og dermed skaber den vækst og de indtægter, som er fundamentet under vores samfund.

Hvordan kan man sige, at familievirksomhederne har taget penge fra velfærd, børn og uddannelse?

Det er næsten umuligt at finde nogen i Danmark, heller ikke blandt landets rigeste, som er imod velfærdssamfundet, imod varme hænder på hospitalerne eller imod hjælp til folk i nød. Men pengene skal tjenes, før de kan bruges. Når politikerne glemmer det, så ender vi i »familie-shaming«.

Det kan godt være, at det er oplagt for en socialdemokratisk regering at hente pengene til velfærdsløfterne hos familievirksomhederne og de mest succesrige danske entreprenører, for der vil selvfølgelig være penge at hente til statskassen – i hvert fald på den korte bane.

Men gør man, som vi har gjort på Berlingske Business, sig den ulejlighed at tale med familierne bag både store og små virksomheder om de mulige konsekvenser, en højere arveafgift vil have, vokser der et helt andet billede frem end dét, den nye regering vil tegne.

For det kan godt være, at regeringen tror, at alle ejerfamilier af virksomheder har en uudtømmelig pengekasse, hvorfra man blot kan hive nye sprøde pengesedler op, men virkeligheden i erhvervslivet en helt anden.

Meldingerne fra de familieejede virksomheder er, at gennemføres loven, vil mange virksomheder ende med at blive solgt ud af familieejerskabet. En del vil formentlig blive solgt til kapitalfonde og udenlandske ejere, og dermed vil tilknytningen til Danmark hurtigt kunne forsvinde.

Og netop tilknytningen til Danmark og både de direkte og indirekte skattebetalinger er til at tage at føle på, når man ser på størrelserne af de virksomheder, som de rigeste danske familier ejer.

Tager vi turen gennem listen over Danmarks rigeste mennesker, så er familierne stærkt repræsenteret – og ikke mindst familier, som har evnet at holde ejerskabet i slægten i op til flere generationer. Er familierne blevet rige undervejs? I høj grad. Men har de samtidig været afgørende bidragydere til statskassen i form af skattebetalinger og skabelsen af arbejdspladser? Ja, i lige så høj grad.

Familieejerskaberne er med til at sikre langsigtet tilknytning til en egn og et land. Det skaber ro om ejerskabet, som ingen anden ejerform kan prale af, og det skaber mulighed for at lægge en strategi, som får tid til at virke – sådan som det er lykkedes i mange af de familieejede virksomheder. Logikken i familieejerskabet er det lange sigt – ikke det næste kvartalsregnskab.

Det er så let at pege på »de rige« og kræve, at de skal betale mere. Det er et budskab, som mange desværre vil være hurtige til at løbe videre med. Problemet er bare, at misundelse er en grim ting, og at politiske tiltag drevet af de samme holdninger i hvert fald ikke giver flere lyst til at starte deres egen virksomhed – og dermed skabe grundlaget for fremtidens danske erhvervssucceser.