Det amerikanske selskab Uber omsatte for 27,4 milliarder dollar i første halvdel af året, hvilket svarer til 177,5 milliarder kroner.

Det viser halvårsregnskabet, der er udkommet onsdag.

Omsætningen er dermed 13,3 procent højere end i den tilsvarende periode sidste år.

Uber står bag en platform af samme navn, hvor kunder kan bestille kørsel med eksempelvis en privatperson eller en taxa.

Chaufførerne får lov til at bruge platformen og betaler til gengæld en procentdel af beløbet for køreturen til Uber.

Selv om selskabet har set både omsætning og antallet af ture vokse, har det ikke formået at løfte overskuddet tilsvarende.

Overskuddet efter skat er faldet mere end 15 procent til knap 2,7 milliarder dollar.

Tallene dækker selskabets globale forretning og inkluderer dermed også den danske del af forretningen.

Regnskabet beskriver ikke tilstedeværelsen i Danmark separat.

Ubers danske historik strækker sig efterhånden en del år tilbage.

Kørselstjenesten kom for første gang til landet i 2014, men den blev umiddelbart efter meldt til politiet af Trafikstyrelsen.

Man skal nemlig leve op til en række krav for at få lov at køre taxa i Danmark.

Flere domme med bødestraf til chauffører gjorde det klart, at Uber i det danske retsvæsen blev regnet for ulovlig taxakørsel.

Derfor meddelte Uber den 28. marts 2017, at det var slut med at drive virksomhed i Danmark.

I 2024 indgik selskabet så et samarbejde med taxaselskabet Drivr, inden opkøbet af Dantaxi faldt på plads året efter.

Opkøbet betød, at danskere i dag kan bestille en professionel taxachauffør fra Dantaxi via Uber-appen. Selskabets forretningsmodel med private bilejere er dermed ikke blevet genindført i Danmark.

Tidligere i år udvidede Uber så sin danske forretning med sin madleveringstjeneste, Uber Eats.

RITZAU