Tyskland har indgået en langsigtet aftale om leverancer af flydende gas med Qatar. Det skriver Financial Times.

Aftalen er kommet i stand som en del af en rundtur til de arabiske golfstater i jagten på alternativer til den russiske naturgas, som især Tyskland er stærkt afhængig af. Omkring halvdelen af det årlige tyske gasforbrug kommer i dag fra Rusland.

Søndag sagde Tysklands erhvervs- og klimaminister Robert Habeck ifølge det britiske finansmedie, at en aftale med Qatar vil være en døråbner for Tysklands økonomi, fordi den vil reducere den tyske afhængighed af importeret russisk gas.

Størrelsen af importaftalen med Qatar og andre betingelser, herunder hvor høj en pris Tyskland må betale for den flydende gas, afviste Habeck at udtale sig om ifølge Financial Times. Ifølge det tyske erhvervsministerium er det op til individuelle tyske energiselskaber at indgå de konkrete importaftaler med Qatar.

Kun brug for russisk gas i år

Topcheferne for en række tyske energiselskaber deltog også i rundrejsen til golfstaterne.

Ifølge Financial Times slog Robert Habeck over for det tyske nyhedsbureau DPA fast, at Tyskland »måske fortsat har brug for russisk gas i år, men ikke i fremtiden«.

»Det begynder sådan her – så de, som har ører, bør lytte,« sagde Robert Habeck med slet skjult henvisning til Kreml og den russiske præsident, Vladimir Putin.

Hjemme i Tyskland har aftalen ført til en debat i blandt andet erhvervsavisen Handelsblatt om dilemmaet i at skifte afhængigheden af russisk gas og olie ud med afhængighed af gas og olie fra lande, hvor der foregår overtrædelser af menneskerettighederne.

Den tyske aftale med Qatar kommer, kort før EUs udenrigsministre mødes mandag i Bruxelles for at forberede et topmøde blandt EUs regeringsledere senere på ugen. Her ventes den russiske energiafhængighed, prischok på energimarkedet og spørgsmålet om energi som et sanktionsvåben at komme på dagsordenen.

Mandag skulle EUs udenrigsministre ifølge The Guardian blandt andet diskutere muligheden for, at sanktionerne mod Rusland i et eller andet omfang kan komme til at omfatte olie og gas. Tyskland har dog indtil nu været kraftigt imod at bruge energi som et våben.