Tyske Amazon-ansatte strejker på Black Friday

Knap hver sjette Amazon-ansat i Tyskland har nedlagt arbejdet i protest mod løn- og arbejdsvilkår. Det sker lige inden en af årets helt store dage for nethandel.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: SASCHA STEINBACH

Omkring 2500 medarbejdere i nethandelsgiganten Amazons tyske afdeling har torsdag indledt en strejke, der falder sammen med den store shoppedag Black Friday.

Strejken skal efter planen vare til lørdag. Den er indkaldt af den magtfulde tyske fagforening Verdi.

Det er den seneste konflikt mellem Amazon og selskabets medarbejdere i Tyskland, der i årevis har krævet bedre løn og arbejdsforhold.

»Vi vurderer, at omkring 2500 mennesker er gået i strejke i dag. Det er et højere antal end i tidligere aktioner,« siger en talsmand for Verdi.

Han betragter indtil videre strejken som »en stor succes«.

Det lyder dog ikke umiddelbart på Amazon, som om det har de store konsekvenser, at nogle af de ansatte har nedlagt arbejdet.

»Flertallet af de ansatte arbejder som normalt,« skriver selskabet i en meddelelse.

Strejken påvirker Amazons distributionscentre i Leipzig, Bad Hersfeld, Augsburg, Rheinberg, Werne og Koblenz.

Verdi har gennem længere tid arbejdet for bedre sikkerhed på Amazons arbejdspladser.

Fagforeningen beskylder blandt andet Amazon for ikke at være gode nok til at beskytte de ansatte mod coronasmitte.

Amazon har omkring 16.000 ansatte i Tyskland. Dertil kommer yderligere 10.000 i tidsbegrænsede ansættelser.

De ekstra medarbejdere er hentet ind for at kunne følge med den øgede efterspørgsel under coronaudbruddet, hvor onlinehandel er steget markant.

/ritzau/AFP