Det milliarddyre opkøb af tyske Schenker sætter fortsat store aftryk i regnskabet for den danske transport- og logistikvirksomhed DSV.

Integrationen af den tyske virksomhed er i fuld gang og betyder, at både omsætning og driftsresultat voksede i andet kvartal af 2026.

Regnskabstal, som er offentliggjort tirsdag morgen, viser en fremgang i omsætningen på 17,5 procent til 76,7 milliarder kroner.

Også driftsresultatet vokser betragteligt fra 4,7 milliarder kroner til 6,3 milliarder kroner.

- Resultaterne blev opnået på trods af vanskelige og volatile markedsforhold som følge af konflikten i Mellemøsten, hedder det i kvartalsrapporten.

Ifølge DSV var det blandt andet Air & Sea-divisionen - der står for transport af varer til vands og i luften - der bidrog til væksten.

Her har konflikten mellem USA og Iran bidraget til, at priserne på fragt er røget i vejret i takt med, at kamphandlinger og blokaden af Hormuz-strædet har gjort det vanskeligere at transportere gods.

Resultaterne i Road-divisionen var dårligere end forventet, men det har ledelsen allerede reageret på.

For en måned siden blev Brian Ejsing indsat som ny direktør for forretningsbenet i stedet for Schenkers tidligere Europa-ansvarlige, Helmut Schweighofer.

Hvad Schenker angår, følger sammenlægningen af de to virksomheder planen.

Det er allerede sket i mere end 60 lande, og DSV forventer som hidtil udmeldt, at den er færdig ved årets udgang.

Når den er gennemført, forventes der synergigevinster i form af sparede omkostninger på omkring ni milliarder kroner årligt.

DSV foretager i forbindelse med regnskabsaflæggelsen en mindre opjustering af forventningerne til årets driftsresultat, som nu ventes at ende i intervallet mellem 23,5 og 25,5 milliarder kroner.

RITZAU