Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Mens den danske regering kæmper indædt for at holde fast i milliardindtægterne på den høje danske moms, bliver offentlige busruter i stor stil finansieret med støtte fra den tyske statskasse i et momscirkus, der af en førende skatteekspert bliver betegnet som grotesk.
Med EU-kommissionens velsignelse sparer danske busselskaber millioner af momskroner på at lease busserne i Tyskland. Her skal de danske selskaber i første omgang betale tysk moms på forretningen, men momsen bliver refunderet efterfølgende af den tyske statskasse.
»Vi har omkring 300 busser, og de er alle leaset i Tyskland, for det er simpelthen nødvendigt, hvis vi skal have en chance for at vinde kørselsopgaver for de offentlige trafikselskaber. Alle gør det på denne måde; det er simpelthen en betingelse for at være i markedet«, siger Michael Brandt-Nielsen, direktør i City-Trafik, der blandt andet kører en stor del af den offentlige bustrafik i hovedstadsområdet for Hovedstadens Udviklingsråd (HUR).
Skatteministeriet skønner forsigtigt, at den tyske fidus koster statskassen omkring 300 millioner kroner om året i tabte momsindtægter.
»Det er prisen for at være med i det højt besungne EU-fællesskab, at der er ting, vi bare ikke kan gøre noget ved, selv om de er indlysende groteske. Sådan er det med den tyske momsfidussom har fået lov at virke i årevis«, siger skatteeksperten Ole Bjørn, der er professor i skatteret og konsulent i revisionsfirmaet KPMG.
Regeringen har længe forsøgt at få EU-kommissionen til at ændre reglerne, men den manøvre er indtil videre endt i en diplomatisk brydekamp med Tyskland, der er godt tilfreds med ordningen. En ændring vil betyde, at busselskaberne skal betale moms i Danmark. Men det vil hæve prisen på busbilletter til skade for forbrugerne i den kollektive trafik.
Skatteminister Kristian Jensen (V) lover dog i så fald at dække selskabernes ekstra udgifter:
»Vores ønske er jo ikke at genere dem, der tager bussen, eller dem, der driver busselskaberne, men at skabe lige vilkår for danske og tyske leasingselskaber«, siger Kristian Jensen (V), der håber, at reglerne bliver ændret i løbet af 2007.
Kilde: Politiken