Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den tyske modegigant Zalando var den mest populære onlinebutik i Danmark sidste år, mens Matas kom ind på en andenplads over de danske forbrugeres foretrukne butikker på nettet.
Det viser en analyse, som Dansk Erhverv har lavet, skriver Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.
De 20 mest populære onlinebutikker stod for 30 procent af danskernes samlede nethandel i 2022.
Efter Matas, som modsat Zalando har hovedsæde i Danmark, følger svenske H&M som den tredje mest besøgte netbutik sidste år.
E-handelsdirektør Niels Ralund fra Dansk Erhverv bemærker, at der blandt de 20 mest populære onlinebutikker er en del danske virksomheder.
»De to i toppen står tilsammen for 10 procent af handlerne, og deres andel vokser. Det aftvinger min dybeste respekt for den dedikerede og professionelle indsats, de lægger for dagen,« siger han i pressemeddelelsen med henvisning til Zalando og Matas.
»Hvad der i særdeleshed er tilfredsstillende ved top-20 er, at langt de fleste butikker er kendte fra dansk detailhandel, så kundernes penge kommer Danmark til gode.«
Efter Zalando, Matas og H&M følger dagligvarekæde nemlig.com, Zooplus, der handler med udstyr og foder til kæledyr, Elgiganten, DSB, coop.dk, den amerikanske onlinegigant Amazon samt bilka.dk.
De resterende ti virksomheder i top-20 er boghandlen saxo.com, elektronikvirksomheden Proshop, modeforretningen Boozt, elektronikvirksomheden Power, Apopro, Med 24 og Webapoteket, der alle tre handler med apoteksvarer, Bog&Idé, tøjfirmaet Asos og Føtex.
Zalando stod samlet for 7,2 procent af nethandlen sidste år, mens 3,3 procent af nethandlen blev foretaget hos Matas og 2,0 procent hos H&M.
/ritzau/